Flere store nyhedshistorier har i dag måttet vige for krisen omkring Venstres formand Lars Løkke Rasmussen.
Både historier fra ind- og udland har fået mindre opmærksomhed, imens historier om Venstres hovedbestyrelsesmøde har ligget i top hos medierne.
Dr.dk har her samlet nogle af de andre vigtige historier fra dagens nyhedsstrøm.
KL og regeringen blev enige om næste års økonomi
En af dagens andre store historier har været økonomiaftalen mellem Kommunernes Landsforening (KL) og regeringen.
De to parter er blevet enige kommunernes økonomi for 2015. Aftalen følger op på de omstillinger, som er i gang, og den skal styrke den kommunale service inden for folkeskole, beskæftigelse, den kommunale sundhedsindsats, dagtilbud og socialområdet.
I kølvandet på KLs aftale med regeringen om næste års økonomi kan boligejere se frem til et ekstra skattesmæk på mellem 1500 og 3000 kroner i 2015. Det fremgår af aftalen, at stigningstakten for grundskyld skal være 6,4 procent.
Boligejere vandt vigtig sag
I dag blev det også afgjort i Højesteret, at Nykredit ikke får lov til at skrue op for gebyrerne. Det slog domstolen fast i en afgørelse, der kan få afgørende betydning for alle realkreditkunder herhjemme.
Afgørelsen gælder de såkaldte bidragssatser, som er det gebyr, boligejerne betaler til deres kreditforening for at administrere deres lån. Ikke overraskende så Konkurrencestyrelsen afgørelsen som en sejr, imens Nykredit ærgrede sig.
Waterfront erkender ulovligheder
Pr-bureauet Waterfront har i dag erkendt de ulovligheder, som virksomheden var tiltalt for i forbindelse med sagen om journalist Lars Abild.
Waterfront og firmaets direktør Lars Poulsen var tiltalt for brud på Straffeloven og Persondataloven. Overtrædelsen skete, da Lars Poulsen sendte en mail til DSB's daværende underdirektør Peder Nedergaard om journalist Lars Abilds helbred.
Oplysningerne om Abilds helbred er ifølge straffeloven klart personlige og må ikke deles med udenforstående.
Sagen rullede i januar sidste år, da DR Nyheder afslørede, hvorledes DSB betalte pr-bureauet Waterfront for at holde journalist Lars Abild beskæftiget, så han ikke kunne skrive kritisk om DSB.
Ny præsident i Egypten
I Egypten vandt den tidligere hærchef Abdel Fattah al-Sisi det egyptiske præsidentvalg med 96,91 procent af stemmerne. Det oplyste landets valgkommission i dag.
Sidste sommer afsatte al-Sisi den daværende præsident Mohamed Mursi fra Det Muslimske Broderskabs parti. Cirka 47 procent af vælgerne mødte op og stemte denne gang, altså langt mindre end de 80 procent som Sisi havde håbet på.
Valg i Syrien
Syrien er desuden gået til præsidentvalg, et valg der dog kaldes en farce fra flere sider. Det skyldes, at præsident Bashar al-Assad er oppe mod svage modkandidater, samt at store dele af det borgerkrigshærgede land ikke kan stemme.