Ubådssagen er nu over halvvejs. Der er fem retsmøder tilbage.
I dag fik Kim Walls forældre for første gang ordet. De fortalte i rolige vendinger om, hvordan Kim Walls dødsfald har påvirket deres liv.
Peter Madsen er tiltalt for at have dræbt Kim Wall i ubåden Nautilus i august sidste år. Han er også tiltalt for at have udsat hende for seksuelle overgreb og parteret hendes lig. Kun det sidste erkender han.
I dag fortsatte han med at give sin version af, hvad der skete i ubåden den aften. Peter Madsen siger nemlig, at Kim Wall døde som følge af en ulykke.
Vi har sammenfattet dagens vigtigste pointer her:
1: Sendte sms til hustru under ubådstur
På den skæbnesvangre aften, hvor Kim Wall døde ombord på ubåden Nautilus, sendte Peter Madsen en sms til sin hustru.
Det skete ifølge hans eget udsagn, ikke længe efter at Kim Wall var død.
"XX (navn på hustruen, red.), jeg er lidt på eventyr med Nautilus. Har det godt. Sejler i havblik i månelys. Dykker ikke. Knus og kram til misserne", stod der i beskeden, hvor der også var sat en masse hjerter ind.
Ifølge anklageren blev sms’en fra Peter Madsen sendt kl. 23:25. Peter Madsen har fortalt, at Kim Wall døde omkring kl. 23:05.
- Jeg kender ikke de nøjagtige tidspunkter for de her ting, men situationen er den, at Kim Wall er død, sagde Peter Madsen i retten.
Sms'en var en form for afskedsbrev til hustruen, som han i dag er blevet skilt fra. Det sagde han også i retten.
2: Kim Walls forældre fortalte om datteren
Bistandsadvokat Hanne Rahbæk har på vegne af Kim Walls forældre og kæreste krævet erstatning på 150.000 kroner til dem hver for tabet af deres datter.
Ifølge advokaten er der normalt ikke erstatning til forældre, hvis børn bliver dræbt, når børnene er flyttet hjemmefra. Derfor stillede hun forældrene nogle spørgsmål om forholdet til datteren og hendes tilknytning til barndomshjemmet.
Kim Wall havde stadig adresse hos forældrene i Sydsverige, selvom hun havde boet og studeret i flere andre lande.
- Hun så sit gamle pigeværelse som sit faste holdepunkt, fortalte Kim Walls mor.
Værelset står i dag, som Kim Wall forlod det. Ved at have adresse i Sverige havde Kim Wall også adgang til sundhedsbehandling i landet.
Forældrene havde kontakt til datteren flere gange om ugen, når hun havde adgang til wifi under sine udlandsophold.
Under denne forklaring kom det også frem, at Kim Wall omtalte sin kæreste som "danskeren" og "sit livs kærlighed". Kæresten boede på Refshaleøen sammen med Kim Wall, når hun var i Danmark. Samme sted boede Peter Madsen.
3: Peter Madsen forklarede igen om en ulykke
Peter Madsen blev i sidste uge blev afhørt af både anklageren og forsvareren, hvor han fortalte sin version af sagen - altså at han ikke dræbte Kim Wall, men at hun døde i en ulykke.
Den afhøring blev ikke færdig.
Derfor fortsatte den i dag. Forsvareren spurgte Peter Madsen om, hvad der skete på ubåden, da Kim Wall døde. Peter Madsen fremsatte igen en kompliceret teknisk forklaring, og på storskærm så retten hans egen håndtegnede skitse af udstødningssystemet i ubåden.
Det var en fejlindstillingen af ventilerne, som førte til Kim Walls død, fordi motorerne åd ilten i luften og spyttede udstødning ud i ubåden, mens Kim Wall var i den, sagde Peter Madsen.
Selv var han på dækket og kunne høre Kim Wall kalde. Det hele skete lidt over klokken 23:00 om aftenen. Peter Madsen kunne ikke komme ind og hjælpe hende, fordi lugerne sad fast, da der også var undertryk i ubåden, sagde han.
Han ringede ikke efter hjælp.
- Du må forstå min situation på det tidspunkt, lød hans forklaring på det.
Peter Madsen fortalte også, at han nok havde set nogle af de dødspornofilm, der er fundet på hans elektroniske udstyr, men ikke i fuld længde og ikke for at blive seksuelt opstemt. I stedet så han dem af nysgerrighed og for at blive provokeret, lød det.
På et tidspunkt knækkede hans stemme, og han begyndte kortvarigt at græde, da han talte om sin forhenværende hustru.
4: Ejerne af ubåden vil have den destrueret
Også to vidner blev afhørt i dag. En af dem er medejer af ubåden Nautilus, som lige nu står opmagasineret i Nordhavnen i København. Peter Madsen ejer ikke selv ubåden.
Under afhøringen kom det frem, at ejerne af ubåden ønsker, at den bliver destrueret.
Det har de fortalt politiet i et brev, som er skrevet efter anholdelsen af Peter Madsen.
- De ultimative ejere af selskabet vil ikke modsætte sig, at ubåden bliver konfiskeret, står der i brevet.
Ejerne understreger i brevet, at de ikke ønsker ubåden brugt til økonomiske formål som for eksempel museumsgenstand.
Vidnet bekræftede, at det er ejernes ønske.