Her er det nye IC5-tog, der skal rette op på fortidens synder

IC5 er en milepæl, der indvarsler omstillingen til togdrift på el.

DSB præsenterede torsdag en model i fuld skala af det nye IC5-tog, der skal afløse både IC3, IC4, IR4 og Øresundstogene. (Foto: © Brian Dalsgaard Jensen, DR)

Fremtidens tog hedder IC5.

DSB præsenterede torsdag det nye franskbyggede tog, der skal afløse skandaletoget IC4 og det 30 år gamle IC3.

Men der vil gå mindst fire år, før vi kan stige ind i et IC5-tog fra København til Aarhus.

Hvis alt går efter køreplanen.

Sådan lyder vurderingen fra togekspert Henrik Sylvan, centerleder på DTU's Institut for Teknologi, Ledelse og Økonomi, Division for Transport.

- Der er ikke noget i vejen for, at IC5-toget kan komme til at køre fra 2027, hvor Banedanmark lover, at der er strøm på til Aarhus, siger han.

  • Det nye IC5-tog er bygget op omkring platformen Coradia Stream, der allerede er i passagerdrift i blandt andet Italien og Holland. Det danske IC5-tog er tilpasset danske ønsker og krav. (Foto: © Martin Sylvest, Ritzau Scanpix)
  • Alstom har stillet en 1-1-model af det nye IC5-tog til rådighed for DSB. Den skal blandet andet bruges til at forberede uddannelsen af personalet og vise kunderne, hvad de kan se frem til. (Foto: © Martin Sylvest, Ritzau Scanpix)
  • Materialerne i de nye IC5-tog er alle hentet i dansk designtradition, oplyser DSB. Man har blandt andet brugt lys ask og sædestof med høj andel af uld. (Foto: © Brian Dalsgaard Jensen, DR)
  • IC5-toget har fem vogne med 300 siddepladser. Flere af vognene har lav indstigning. Trappen på billedet er ikke en del af toget, men en del af præsentation af modellen af det nye tog. (Foto: © Martin Sylvest, Ritzau Scanpix)
  • Det nye IC5-tog er eldrevet med et førerhus i hver ende af togsættet. (Foto: © Brian Dalsgaard Jensen, DR)
  • IC5-toget får blandt andet flere skærme end DSB’s nuværende tog. (Foto: © Brian Dalsgaard Jensen, DR)
  • I midten af hvert tog vil der også være et område med to automater med henholdsvis varme drikke og kolde drikke og snacks. (Foto: © Martin Sylvest, Ritzau Scanpix)
  • I hvert togsæt vil der være tre toiletter, hvoraf ét af dem er kørestolsvenligt. (Foto: © Martin Sylvest, Ritzau Scanpix)
  • Navnet IC5 er valgt, fordi der er fem vogne i hvert togsæt, og fordi det signalerer en forlængelse af IC3- og IC4-generationerne. (Foto: © Martin Sylvest, Ritzau Scanpix)
1 / 9

De nye IC5-tog er nemlig elektriske. Og 2027 er det år, hvor strækningen mellem Fredericia og Aarhus skal være fuldt elektrificeret.

Det er et større arbejde, der blandt andet indebærer, at 34 broer skal laves om, og at skinnerne på Aarhus Banegård graves længere ned, så der er plads til køreledningerne.

Selv kan DSB endnu ikke sætte dato på, hvor og hvornår de nye IC5-tog kommer på skinnerne.

- De første togsæt bliver leveret om cirka to år, i midten af 2025, og så bliver der en indkøringsfase, inden vi for alvor sætter dem i drift, siger DSB's administrerende direktør, Flemming Jensen.

I perioden 2025-2029 vil DSB modtage i alt 100 togsæt til en pris af i alt 20 milliarder kroner.

Dieseltog skal udfases

De nye togsæt er en "milepæl" i dansk toghistorie, forklarer Henrik Sylvan.

- For det betyder, at det absolut sidste dieseltog udfases. Inden for en fem-seks år - måske før - er vi helt fri for IC3 og IC4 med diesel, siger han.

Og det er på høje tid, mener eksperten.

For Danmark er langt bagud i forhold til mange andre lande, når det gælder om at omstille til el-drift.

- Det er sådan set ubegribeligt, at Danmark er havnet på en sidsteplads i den sammenhæng, siger Henrik Sylvan.

- Det er mærkeligt, når vi har haft det her fokus på det grønne, at vi så er havnet i en situation, hvor vi ikke har eltog mellem landets to største byer, siger han.

IC4 blev en skandale

Forklaringen er, at politikerne valgte at sætte elektrificeringen på pause, da man i 2000 bestilte et nyt dieseltog hos italienske AnsaldoBreda.

IC4-toget, der blev designet specielt til Danmark, udviklede sig til en skandale med tog, der blev leveret for sent og var fulde af fejl.

- På papiret så det billigt ud at fortsætte med dieseltog, men der sparede man altså ti ører og tabte en krone. Set med bagklogskabens briller og i lyset af den klimakrise, der siden kom, så var det en decideret forket beslutning, siger DTU-centerchefen.

Denne gang har DSB derfor valgt et tog, der i forvejen er i drift i blandt andet Holland og Italien.

- Det er et tog, der i dag kører i Europa, og kører godt, siger DSB-direktør, Flemming Jensen.

Flemming Jensen, adm. direktør i DSB, kalder IC5-togene "væsentlig mere bæredygtige" med mindre CO2-aftryk end de gamle dieseltog. (Foto: © Martin Sylvest, Ritzau Scanpix)

DSB's direktøren kalder de nye tog for "et klart løft for kundeoplevelsen".

Når man ikke har valgt et højhastighedstog, skyldes det, at vi i Danmark har relativt kort mellem stationerne.

Henrik Sylvan fra DTU kalder DSB's valg "fornuftsbetonet".

- Det er jo ikke en Maserati. Det er ikke et højhastighedstog, men det er heller ikke en skrabet mellemklassevogn.

Han beskriver IC5 som en god, rummelig familiebil på en kendt platform, der er til at købe for penge. Med ekstra udstyr og den store motorpakke.

- Man får en allrounder, der både skal indsættes i regional- og øst-vest-trafikken.

Og valget af en fungerende platform viser, at man har lært af fortiden, mener DTU-centerchefen.

- IC4 var noget, der skulle bygges til lejligheden, mens IC5 i stor udstrækning er en hyldevare, siger Henrik Sylvan.

Han håber, at mere driftssikre og hurtigere tog kan være med til at lokke de rejsende tilbage i kupeerne.

- Danmark er jo et af de lande, hvor jernbanetrafikken er gået mest tilbage, siger han og tilføjer:

- Og det er det blandt andet, fordi fjernbusserne har ædt sig ind på jernbanemarkedet.

Pia Toft Pedersen, der er underdirektør for Nye Tog, fortæller om de nye IC5-tog:

Kortere og mere behagelig togtur

Når skinnerne på dele af nettet er optimeret til IC5-toget, der kan køre 200 kilometer i timen, vil togrejsende opleve, at turen fra København til Aarhus kan gøres på 2 timer og et kvarter i forhold til 2 timer og 45 minutter i dag.

Og rejsen vil blive mere behagelig, fortæller Henrik Sylvan, der har prøvet togtypen i andre lande.

- Kombination af spor og tog vil føles som en højere komfort. Der bliver et lavere støjniveau uden en dieselmotor, der brummer og vibrerer, siger han og tilføjer:

- Man mærker det også fra start, når man forlader stationen. Der vil man kunne mærke et optræk på en anden måde, da elmotoren accelererer meget hurtigere, siger han.

Men prisen for fremtidens tog er, at rejsende i løbet sommeren vil opleve mange ændringer i trafikken på grund af byggeprojekterne, der skal bane vejen for elektrificeringen.

- Det koster nu med togbusser, sporændringer og alt det, man skal leve med, For ikke at lukke tognettet fuldstændigt ned i en lang periode, så trækker man tiden lidt, og så tager det de her mange år at lave, siger Henrik Sylvan.