Henrik føler ikke, han kunne give nok hjælp til sin psykisk syge søn - men nu er den på vej

Børne- og ungepsykiatrien i Region Nordjylland har startet et nyt projekt, hvor man har fokus på at involvere familien under behandling.

Silas Vetner og hans far Henrik Vinstrup har i dag talt for andre forældre og unge som et startskud på projektet. (Foto: © (privat billede))

Når et barn eller en ung voksen i dag kommer i behandling i psykiatrien, er forældrene en alt for lille del af samtalen.

Det mener de i børne- og ungepsykiatrien i Region Nordjylland, som derfor har startet projektet 'Bedst for os', der sætter fokus på at involvere hele familien under et behandlingsforløb i stedet for blot at informere dem.

Derfor har en lang række unge og deres familier været til workshop for at indsamle erfaringer fra deres behandlingsforløb i psykiatrien.

Det gælder blandt andre 22-årige Silas Vetner og hans far Henrik Vinstrup, der har oplevet flere mangler gennem et nu syv år langt forløb i psykiatrien.

- Jeg har savnet en reel involvering, hvor vi forældre er blevet end del af snakken frem for bare at lytte til den, siger Henrik Vinstrup, der understreger, at det er vigtigt at huske på, det trods alt ofte er forældrene, som en ung med psykisk sygdom bruger mest tid sammen med.

- Det kan ikke nytte noget at overlade en psykisk syg ung til nogen, som reelt ikke kender dem og ved, hvad de skal stille op.

Silas Vetner har en borderline-diagnose, og han understreger, at forløbet i psykiatrien har været hårdt ved både ham og hans forældre.

- Jeg har følt mig som en kastebold. Mig og min familie har siddet på sidelinjen og haft det dårligt, siger han.

- Det har været en lang kamp, og der har ikke været et godt samarbejde mellem mig, min familie og systemet, selvom det har været nødvendigt.

Historisk donation skal hjælpe dem på vej

Psykiatrien i Region Nordjylland har modtaget en historisk stor bevilling fra Novo Nordisk Fonden og Det Obelske Familiefond til projektet, der skal sikre mere, bedre og hurtigere behandling til børn og unge med psykisk mistrivsel og sygdom.

Og det er vigtigt, der bliver gjort noget på området, mener Henrik Vinstrup.

- Det er komplekse ting, vi har med at gøre. Som menneske er noget af det værste, man kan forestille sig, at ens barn er syg, forklarer han.

- Psykisk sygdom er måske værst af alt, for det kan man ikke bare sætte et plaster på. Vi har brug for at være med til at løfte vores unge ud af det morads, de er i.

Også Silas Vetner kan skrive under på, hvor vigtigt det er at have familien ved sin side, når man lider af psykisk sygdom.

- Jeg kunne ikke have klaret det uden min familie. I et meget komplekst system er det rart at have støtte fra en familie, der på en eller anden måde er lige så meget i vildrede som mig, siger han og understreger, at det bliver lettere for familier i Nordjylland at kunne hjælpe deres børn fremover.

Projektet 'Bedst for os' løber over de næste fem år.