'Helt skørt' og 'forfærdeligt': Flere partier vil hjælpe ofre for NemID-svindel

Politikerne vil sikre, at svindelofre ikke risikerer at blive trukket i retten af kviklånsbanker.

Merete, der har været offer for NemID-svindel, er gentagne gange blevet trukket i retten af en kviklånsbank.

Ofre for NemID-svindel skal ikke risikere, at kviklånsbanker trækker dem gennem den ene retssag efter den anden.

Sådan lyder det fra en stribe partier, efter DR har afdækket, at svindelofre i en række sager er blevet dømt til at hæfte for svindlen, selvom retten lægger til grund, at det var en anden navngiven person, der havde optaget lån i offerets navn.

- Det er jo helt skørt, at når man har en tilståelse, så hænger offeret stadig på regningen. Det giver jo slet ikke mening, siger Karina Lorentzen fra SF.

Dansk Folkepartis retsordfører er enig:

- Det her med, at man stadig forsøger på fra bankens side at hænge en uskyldig person op, når en anden har tilstået, det hænger simpelthen ikke sammen. Derfor bør al magt og kraft sættes i retning af den person, der har erkendt sig skyldig, siger Peter Skaarup.

Offer blev trukket i retten, selvom svindler har tilstået

DR fortalte i går om 54-årige Merete, der har været udsat for NemID-svindel, hvor der blev optaget et lån på 50.000 kroner hos Bank Norwegian i hendes navn.

Men selvom en 37-årig kvinde med lignende sager i bagagen har tilstået at stå bag svindlen over for politiet, så har Bank Norwegian gentagne gange trukket Merete i retten, for at få hende til at betale lånet tilbage.

Sådan en behandling skal svindelofre ikke udsættes for, mener Venstres retsordfører.

- Det skal undersøges, om ikke bankerne skal forsøge inddrivelse hos den kriminelle, før man vælger at rette kravet mod offeret. Det er dybt betænkeligt, siger Preben Bang Henriksen.

Brancheforening: Kviklånsbanker er ikke aggressive

Direktøren i kviklånsbankernes brancheforening, Finans og Leasing, mener ikke, at hans medlemmer generelt er for aggressive.

- Vi processerer omkring to millioner lån hvert år. Vi udbetaler 600.000 lån. Så er der nogle indsigelsessager, og et fåtal af dem bliver vi nødt til at tage for domstolene, siger Christian Brandt.

Han mener, at politikerne skal passe på med at lempe forbrugernes eget ansvar for meget.

- Hvis man helt fjerner det ansvar, som borgeren har - og siger, at selvom man har handlet groft uagtsomt, så hæfter man ikke – så vil det have meget store virkninger. Man skal tænke sig rigtig godt om, siger Christian Brandt, der er direktør i brancheforeningen.

I stedet foreslår han, at regeringen opretter et landsdækkende låneregister, så kviklånsbankerne kan se, om en person har optaget en masse lån på kort tid.

- Det vil også være en hjælp for os til en bedre kreditvurdering og et værn mod kriminalitet. For når vi kreditvurderer, så kan vi ikke se, om kunden eller en tyveknægt dagen inden har optaget lån forskellige andre steder. Det har vi ikke nogen chance for at opdage, siger Christian Brandt.

Vil have arbejdsgruppe til at se på problemet

En tværministeriel arbejdsgruppe ser lige nu på reglerne om hæftelse ved misbrug af NemID og det kommende MitID. Arbejdsgruppen er nedsat i kølvandet på DR’s dækning af omfattende misbrug af NemID.

Venstre, SF og Dansk Folkeparti vil have problemstillingen om, at ofre kan ende med at hænge på regningen med ind i arbejdsgruppens arbejde.

- Jeg vil sikre mig, at de har øje for det her. At der faktisk er ofre der hænger på regningen, selvom der er sket en tilståelse af en anden. Selvfølgelig skal ofrene ikke selv hænge på regningen, og der skal også være et øvre loft for, hvad man i det hele taget kan komme til at hæfte for, siger SF’s retsordfører Karina Lorentzen.

Også Venstre er klar til at ændre reglerne.

- Vi bliver nødt til at have nogle nye regler, som grundlæggende ser anderledes på, hvem der hænger på regningen, når det er svindel, man ikke selv har begået, siger Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen.

Han understreger, at en eventuel lovændring ikke skal beskytte personer, der velvilligt lader andre misbruge deres NemID eller MitID, eller som har været meget lemfældige med deres NemID-oplysninger.

Forslag om grænse for hæftelse ved NemID-svindel

Derudover vil partierne have erhvervsministeren til at undersøge, om der skal fastsættes grænser for, hvor store beløb svindelofre risikerer at hæfte for. Uanset om en anden person har tilstået eller ej.

Og endelig vil både Dansk Folkeparti, Venstre og SF have regeringen til at lave en gennemgang af landets fogedretssager for at finde ud af, hvor stort omfanget af problemet er:

- Der skal ikke gå for lang tid. Fordi jeg synes ikke, at vi kan være bekendt, at mennesker i årevis bliver jagtet på baggrund af noget, som de faktisk ikke kan gøre noget ved, siger Dansk Folkepartis Peter Skaarup.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Erhvervsministeren.

Men Erhvervsministeriet oplyser, at den tværministerielle arbejdsgruppe, der kigger på hæftelse i forbindelse med NemID-svindel, vil se på problemstillingen.

Bank Norwegian har droppet sagen mod Merete

Efter DR gik ind i sagen har Bank Norwegian frafaldet deres krav mod Merete og siger i dag, at de beklager den gene, de har påført hende.

Banken vil ikke stille op til interview, men skriver, at den har gennemgået sagen igen og erkender, at sagen aldrig skulle have været anket.

- Vi vil sørge for, at anken bliver trukket. Vi vil også kontakte kunden for at give hende en ordentlig forklaring og en beklagelse. Vi forstår, at det har været stressende for hende, og det beklager vi, skriver Bank Norwegian til DR.

DR har spurgt Bank Norwegian om Meretes sag giver banken anledning til at kigge deres eksisterende fogedretssager igennem. Det gør det ikke, lyder det fra banken, som siger, 'at de vil lære af den erfaring, sagen har givet dem'.

Merete ønsker ikke sit efternavn frem af frygt for ny svindel. DR er bekendt med hendes fulde navn.

Artiklen er opdateret kl 13:57 med kommentar fra Erhvervsministeriet.