'Helt fuldstændig rablende forkert': Borgere raser efter nye afsløringer i forureningssag

Reaktionerne er skarpe, efter nye anklager om, at Miljøministeriet bevidst har forsøgt at skjule lovbrud i forureningssag.

(Foto: © Foto: © Collage: Sara Gornitzka)

På Havnepromenaden i Nyborg står Christian Aavang Klöcker med sin ene fod på betonkanten, som vandet i Nyborg Fjord møder et par meter under ham.

Den anden fod er placeret så tilpas langt tilbage, at han kan holde balancen og modstå trækket, hvis der pludselig skulle være bid på linen, der går fra hans fiskestang og ned i det vand, som denne historie handler om.

Nye oplysninger viser nemlig, at Miljøministeriet ikke kun har valgt at bryde loven ved at gøre det muligt for virksomheder at fortsætte med at pumpe miljøfarlige stoffer ud i havområder, der allerede er for forurenede.

Ministeriet har med vilje forsøgt at skjule det, så det ikke skulle blive opdaget af EU, der har fastsat reglerne.

Sådan lyder vurderingen fra en række eksperter, der har gennemlæst interne dokumenter fra Miljøministeriet, som DR har fået indsigt i.

- Det lyder forkert i mine ører. På alle mulige måder. Som om de bare prøver at bryde reglerne, så der kan blive pumpet flere kemikalier ud i havet, siger Christian Aavang Klöcker, da DR's reporter forklarer, hvordan det er sket.

'Stor risiko for kritik'

Fra EU's side bliver der holdt øje med, om Danmarks nationale regler - der blandt andet bliver skrevet ind i såkaldte bekendtgørelser – overholder EU-lovgivningen.

Men ifølge de interne dokumenter fra Miljøministeriet ville der ”være stor risiko for kritik" fra EU, hvis ministeriet skrev de nye muligheder for at forurene ind som ind som deciderede regler i en bekendtgørelse.

I stedet vurderede embedsmændene, det var ”mere hensigtsmæssigt” at skrive dem ind en vejledning.

Nemlig den vejledning, som sagsbehandlere i blandt andet kommunerne i praksis bruger, når de skal give virksomheder tilladelse til at forurene.

Sådan her har Miljøministeriet selv beskrevet afvejningen i interne dokumenter, som DR har fået aktindsigt i:

På den måde forsøgte Miljøminister at skjule for EU, at man fremover ville give virksomheder tilladelse til at pumpe miljøfarlige stoffer ud i havområder, der allerede var for forurenede. Det vurderer de eksperter, der har gennemgået sagens dokumenter.

Oplysningerne får Christian Aavang Klöcker, som til dagligt arbejder som kok, til at rette skarp kritik af Miljøministeriet.

- Det tænker jeg selvfølgelig er forkert. Kemikalier skal da ikke ud i fjorden. De skal gerne filtreres og lukkes inde, siger han.

Vogtere

Der er ikke langt fra, hvor Christian Aavang Klöcker står og fisker, til tjæredestilleriet Koppers, som producerer forskellige olieprodukter og udleder spildevand med antracen til Nyborg Fjord.

Grænseværdien for, hvor meget antracen, der må være i Nyborg Fjord, er allerede overskredet.

Alligevel kan Koppers på grund af Miljøministeriets vejledning også fremover få tilladelse til at sende miljøfarlige stoffer ud i havet. Det samme gælder pesticidfabrikken Cheminova ved Harboøre og Industrial Water Solutions, som renser industrispildevand ved Skælskør. Også her pumper virksomhederne miljøfarlige stoffer ud i havområder, der i forvejen er for forurenede.

Virksomheden Koppers producerer en lang række olieprodukter og udleder spildevand til Nyborg Fjord - med myndighedernes tilladelse. (Foto: © Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix)

- Jeg tænker, at det er jo forkert. Helt, fuldstændig, rablende forkert, lyder reaktionen fra den pensionerede sygeplejerske Jette Wolthers lidt længere nede ad kajen.

- Vi hører jo om vores hav, som er ved at dø. Så man skal virkelig passe på og ikke forurene, siger hun.

Hun ryster på hovedet ad Miljøministeriet.

- Som almindelig borger, tænker man slet ikke, at den slags foregår i et miljøministerie. Det er jo dem, der skal være vores vogtere. Dem, der holder øje med, at sådan noget ikke sker, siger Jette Wolthers.

'Rigtig dårlig idé'

En af de eksperter, der har gennemgået de interne dokumenter fra Miljøministeriet, er Ellen Margrethe Basse, der er professor emirata i miljøret ved Aarhus Universitet.

Hun beskriver forløbet som "et bevidst forsøg på at få en praksis, som man ved er direkte ulovlig - det skal bare ikke kunne opdages".

Samme vurdering har Flemming Elbæk, der er partner i advokatfirmaet HaugaardBraad, hvor han selv rådgiver store industrivirksomheder om udledning af miljøfarlige stoffer.

Han mener, at "man fra ministeriets side er klar over, at man bryder reglerne. Og at man gør det med helt åbne øjne."

Lars Knudsen er pædagog og vokset op i Nyborg. Han kan huske dengang Koppers blev kaldt "det gamle tjærekompagni", og hvordan der i hans barndom kunne lugte i gaderne.

Derfor er han langt fra tryg ved det, der fortsat bliver ledt ud i fjorden.

- Nu er jeg jo ikke havbiolog, men jeg tænker, at det er en rigtig dårlig idé, hvis der skal udledes flere skadelige stoffer i et miljø, som allerede er meget påvirket, siger han.

- Selvfølgelig er det en stor virksomhed med mange arbejdspladser, og jeg har respekt for, at det holder mange familier gående. Det er bare trist, hvis det skal gå ud over miljøet, siger Lars Knudsen.

Adspurgt om hans holdning til ministeriets praksis svarer han:

- Det lyder jo som om, det i sig selv er kriminelt. Det er etisk uforsvarligt.

Miljøministeriet afviser i et skriftligt svar til DR at have brudt loven eller forsøgt at holde noget skjult for EU-Kommissionen.

Koppers skriver i en mail til, at alle miljømyndighedernes krav bliver efterlevet på anlægget i Nyborg og også vil blive det i fremtiden.

Umuligt?

Miljøminister Magnus Heunicke (S) er kaldt i samråd om sagen d. 28. maj.

I et interview med DR slår han fast, at vejledninger - ligesom al anden lovgivning - skal følge netop lovgivningen.

- Det er hævet over enhver tvivl, at når et ministerium laver en vejledning, så skal den overholde reglerne, præcis ligesom bekendtgørelser. Derfor er det fuldstændig uacceptabelt, hvis der har været forsøg på at gemme noget væk i en vejledning. Det kan man ikke, det må man ikke, og det skal man ikke, siger Magnus Heunicke.

Ministeren afviser af "motivforske" i, om hans embedsfolk alligevel har gjort netop det.

- Det er fundamentalt forkert, og det har jeg svært ved at tro, at man ikke er klar over i ministeriet - heller ikke før jeg blev minister, siger han om forløbet op til retningslinjerne blev offentliggjort i 2021.

- Mit fokus må være på at få rettet op og få ryddet op. Og selvfølgelig lære af det, hvis der er begået nogle fejl undervejs.

Miljøminister Magnus Heunicke (S) afviser, at ministeriet har forsøgt at dække over en praksis, der bryder med EU's regler. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

For få måneder siden offentliggjorde Miljøministeriet nye retningslinjer på området. De retningslinjer er ifølge Magnus Heunicke nu i overensstemmelse med loven og en opstramning, mens eksperter mener, de stadig tillader ulovlig forurening - og endda i endnu større omfang end tidligere. Læs mere om den historie her.