En barndom med kærlighed. Tryghed. Og med Gud. Og bibellæsning.
Brødrene Andreas og Sune Gylling Æbelø voksede op i et meget religiøst hjem. De gik på en kristen friskole og befandt sig i fundamentalistisk kristne miljøer, og religionen fulgte dem i teenageårene og med på universitetet.
Men det gjorde noget andet også. En dyb hemmelighed, som de holdt helt for sig selv, og end ikke delte med hinanden.
Heller ikke selvom de begge bar på præcis den samme hemmelighed: De er homoseksuelle.
I dag er de begge åbne om deres seksualitet, både over for sig selv og omverdenen. Men det har været en lang kamp fyldt med skyld, skam og endda væmmelse.
- Jeg tror slet ikke, at jeg i de første år turde kalde mig selv homoseksuel, siger Andreas Gylling Æbelø i DR’s podcast Genstart.
- Opgaven var i de tidligere pubertetsår at få det væk, fordi jeg vidste helt intuitivt, at det var forkert. Det var noget, jeg skulle af med, og det var sygt. Det var min helt klare overbevisning.
I deres nye bog 'De fortabte sønner' åbner brødrene nu op om, hvordan det var at vokse op i et kristent hjem og kæmpe mod sin seksualitet.
Et kald fra Gud
Som årene går, bliver følelserne omkring deres seksualitet begravet dybt ind i brødrene. De taler ikke om det. Hverken med hinanden eller nogen andre.
- Jeg vidste jo også, at det var forkert, og jeg var bange. Det var kun inde i mit hoved, så jeg havde ikke noget sprog for det, andet end frygt, skam og ulykke, siger Sune Gylling Æbelø.
Det er først som studerende på lærerseminariet, at Sune første gang åbner op. Under en prædiken til en påskelejr med Kristeligt Forbund for Studerende spirer der pludselig et håb.
Et håb om helbredelse.
- Jeg føler det som et meget konkret kald til mig fra Gud. Jeg kan huske, at jeg sad i en kæmpe sal og følte, at jeg sad helt alene overfor prædikanten og hørte Gud kalde på mig igennem ham og sige: "nu er det nu", siger Sune Gylling Æbelø.
Efterfølgende taler Sune med prædikanten. Eller faktisk vælter ordene ud af munden på ham, fortæller han. Det er første gang nogensinde, at han fortæller til et andet menneske, hvordan han har det.
- Han siger, at Gud elsker mig, men giver mig ret i, at det er problematisk. Og at jeg muligvis skal leve med den homoseksualitet, men Gud kan og har ved mange tilfælde også helbredt mennesker fra homoseksualitet, siger Sune Gylling Æbelø.
Og så får Sune et telefonnummer til et sted ved navn Agape Diakonal Center, der er tilknyttet Indre Mission. Et sted, bliver han fortalt, som kan helbrede ham.
- Jeg får hjertebanken, og håbet er helt op og bimle i hovedet. Det er det her, jeg altid har gået og håbet kunne ske, siger han.
Du er ikke Pinocchio
Flere år efter har Andreas Gylling Æbelø en lignende oplevelse.
Da han går i gymnasiet, skriver han et brev til en kristen brevkasse. I brevet lyder det:
- Hjælp mig, jeg er homoseksuel. Jeg er en ung homoseksuel fyr. Det føles forfærdeligt at sætte det ord på sig selv, men jeg er samtidig kristen.
I flere uger går Andreas i nervøsitet og venter på, at der skal blive svaret på hans brev – på hans råb om hjælp - i brevkassen. Og så en dag er det der. Svaret, der lyder på, at han stadig kan opnå Guds tilgivelse, hvis han vender sig væk fra sine "homoseksuelle tendenser":
- Du er ikke den lille fyr med snoretræk i, der kaldes Pinocchio, vel? Hele Pinocchios adfærd bestemmes af dukkeføreren. Selv er han uden vilje og forstand.
Han bliver rådet til aldrig at fortælle nogen om sine inderste følelser med den begrundelse, at det kan mennesker ikke håndtere. Og så skal han bede.
I så mange år har han troet på, at han kunne fikse sig selv. Men har ikke vidst hvordan. Svaret i brevkassen giver ham håbet igen.
- Jeg kunne næsten flyve. Det var første gang, jeg havde givet mig til kende, og jeg opfattede jo ikke det her som en afvisning. Jeg opfattede det som en åbning og en mulighed for faktisk at kunne finde helbredelse, siger Andreas Gylling Æbelø.
Helbredt?
Gennem barndommen har de begge været sikre på, at de aldrig ville komme i himlen, fordi de følte og tænkte, som de gjorde. Det forstærkede ønsket om helbredelse.
Efter påskelejren opsøger Sune det center, han har fået anbefalet. Han tager dertil i weekenderne, går i terapi og bruger timevis på at tale det igennem.
- Så fik han dissekeret det og analyseret sig frem til, at der havde været et underskud af maskuline forbilleder i min opvækst, siger Sune Gylling Æbelø.
Konklusionen lyder, at manglen på maskulinitet i barndommen har skabt et tomrum, som Sune "fejlagtigt" tror, han kan fylde ved at være seksuelt sammen med mænd.
- Jeg synes, det gav utrolig god mening, fordi det var så konkret og løsningsorienteret. Da jeg tog hjem derfra om søndagen, svævede jeg på en sky af håb, siger han.
Også Andreas kæmper videre med sine følelser, men uden held. Og da han flytter til København, prøver han at forberede sig på den nye hverdag, der venter.
- Jeg opsøger en præst, nærmest i det sekund, jeg er flyttet fra Vestjylland til København, fordi jeg er helt overbevist om, at det er farligt. Fristelserne lurer, siger Andreas Gylling Æbelø.
Han kontakter desuden en kristen rådgivningslinje, der – ligesom Sune fik det – giver ham øvelser og praksisforslag, der skal hjælpe ham.
Tiden går, mens de hver især kæmper deres kamp, stadig uvidende om den andens kamp.
Til sidst kan de ikke mere. Og i København har Andreas mødt en mand, som han bliver forelsket i. Han vil ikke længere undertrykke sine følelser, og til sidst ender han med at blive kærester med Søren, som manden hedder.
Efter i så mange år at have kæmpet mod deres seksualitet ender begge brødre med at opgive kampen.
Og de fortæller begge sandheden til deres mor – og dermed hinanden.
Fandt sandheden i troen
Når de ser tilbage på det, de har været igennem, er de enige om, at det kristne samfund, de voksede op i, bærer en stor del af skylden for smerten og frustrationen.
- De bærer et meget stort ansvar. I vores tilfælde for, at to unge mennesker var fortvivlede, ulykkelige, skambefængte. Der havde været mange muligheder for at give os en lettere gang gennem ungdommen, siger Andreas Gylling Æbelø.
Ifølge begge brødre eksisterer de synspunkter og holdninger, som de selv kæmpede imod dengang, stadig i dag.
- Hvis man er fundamentalist og tror på, at Biblen er det sande ord, så tror man stadig det, siger Sune Gylling Æbelø.
Den dag i dag står både Andreas og Sune ved deres seksualitet. Og så er de begge – bortset fra en periode med afstandtagen fra al religion – medlem af Folkekirken og troende.
- Jeg må faktisk også sige, at det er i troen, jeg har fundet overbevisning om, at jeg gerne må være den, jeg er. Hvis livet er givet os, så kan det ikke være meningen med nogen skabelse, at man bruger sit liv i skyld, skam og løgn, siger Andreas Gylling Æbelø.
DR har forelagt kritikken for Agape og Indre Mission.
Agape skriver, at de er kede af at høre om de negative oplevelser, og at de har erkendt, at der er foregået og foregår usund negativ social kontrol i kristne fællesskaber - herunder Agape. De tilføjer, at de ikke længere har hverken det omtalte center eller omvendelsesterapi, og de tager afstand fra omvendelsesterapi.
Indre Mission skriver, at de ikke tror på "terapeutiske" omvendelser og aldrig har haft tilbud, der sigtede på at "helbrede" homoseksuelle. De skriver, at de arbejder på at inkludere alle i deres fællesskaber - også dem, der er udfordrede af de bibelske værdier og normer. Men at de ikke kan læse Biblen anderledes end, at Gud har skabt mennesket til at danne par som mand og kvinde.
Afslutningsvis skriver de, "vi respekterer homoseksuelle følelser, men anbefaler ikke at følge dem".
På et tidspunkt bliver hemmelighedskræmmeriet nok. Andreas sender et brev til deres mor, hvor han fortæller om sin seksualitet - og samtidig er Sune i gang med at skrive et lignende brev. Hør mere om det i DR's podcast Genstart.