Inden længe vil der florere nye billeder på danske pengesedler.
I 2028 kommer de nye sedler til Danmark og Grønland, skriver Nationalbanken i en pressemeddelelse.
På sedlerne vil vi kunne finde eventyr og forfatter H. C. Andersen, astronomi og astronom Tycho Brahe, Jordens kerne og seismolog Inge Lehmann samt Thuleekspeditionen og ekspeditionsdeltager Arnarulunnguaq.
Det bliver de bedrifter og personer, som skal udgøre de sedler, de næste generationer sender over skranken eller lægger under hovedpuden.
- Vores mål har været at finde bedrifter og personer, der repræsenterer det bedste ved vores land og binder fortiden og nutiden sammen, siger nationalbankdirektør Christian Kettel Thomsen i meddelelsen. Han var formand for den ekspertgruppe, der har udvalgt motiver og temaer til sedlerne.
Her kan du høre, hvorfor Nationalbanken valgte at gå med netop de profiler og bedrifter. Det er Jakob Mølgaard Heisel, seniorøkonom i Nationalbanken, vi ser i videoen:
Sedlernes udseende er dog ikke på plads
På bagsiden af sedlerne vil havet været et gennemgående tema.
- Havet binder os sammen og repræsenterer vores udsyn mod verden, siger designchef i ekspertgruppen Jeanette Skov Jensen fra Nationalbanken i meddelelsen.
Sedlernes udseende er dog ikke på plads endnu. Du skal vente til 2026, før Nationalbanken forventer at kunne offentliggøre dem.
Den nye serie kommer til at afløse den, vi har nu, fra 2009 med broer og oldtidsfund, og den kommer til at kunne ses på 50-, 100-, 200- og 500-kronesedler.
Nationalbanken skriver, at de har modtaget 76.000 spørgeskema-besvarelser fra borgere i Danmark og Grønland. Derudover har 27 museer, forsknings- og uddannelsesinstitutioner også givet deres bud med.
Det er blandt andet ud fra dem, at ekspertgruppen - med medlemmer fra Nationalbanken og eksterne eksperter - har truffet beslutningen.
Derudover skal du være opmærksom på, at der er en række sedler, som du ikke længere kan bruge som betalingsmiddel efter den 31. maj næste år. Overblikket får du hos Nationalbanken her.