Siden efteråret har en omfattende hashsag været på standby, fordi sagens anklager er mistænkt for urent trav, og nu er der sat endnu en streg under sagens alvor.
Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) har efter et halvt års efterforskning af sagen nu rejst sigtelse mod anklageren.
- Vi har haft en anklager fra Statsadvokaten i København inde til afhøring. I forbindelse med afhøringen er der rejst sigtelse for stillingsmisbrug og forsøg på medvirken til afgivelse af falsk forklaring, fortæller Kirsten Dyrman, der er direktør i DUP.
Hun oplyser, at den sigtede nægter sig skyldig. Statsadvokaten i København har valgt at fjerne anklageren fra hashsagen.
DUP's opgave er blandt andet at efterforske straffesager mod anklagere og politifolk. DUP udarbejder på baggrund af sin efterforskning en indstilling til Statsadvokaten, som derefter vil tage stilling til, om der skal rejses tiltale.
Sagen kort
- •
Ved et retsmøde i Østre Landsret i efteråret blev mailkorrespondance mellem anklageren og flere politifolk fremlagt. Mailene indeholdt instrukser til politifolkene, som skulle vidne i retssagen.
- •
Blandt andet blev de tilsendt et dokument med titlen "De gode svar". Anklageren har i en mail skrevet navnet på en mistænkt, som hun mente, politifolkene skulle udpege på en overvågningsvideo.
- •
Udpegningen skulle vel at mærke ske, når overvågningsvideoen blev afspillet i retten - altså foran dommere og domsmænd. Og efter alt at dømme var det nøjagtig, hvad der skete.
- •
I en landsretsdom i en anden sag i hashsagskomplekset står der nemlig, at et politividne i en overvågningsvideo udpegede den mistænkte, som blev nævnt i mailen.
- •
Mindst seks andre anklagere bliver efterforsket i sagen.
/ritzau/