Hvor meget skal en tv-forhandler oplyse kunden om, når han sælger et tv?
Det tager Højesteret stilling til i dag, når der afsiges dom i en principiel sag.
Sagen kan i yderste konsekvens betyde, at tv-forhandlere skal betale penge til tusindvis af kunder.
Sagen drejer sig om et tv-apparat købt i januar 2008. Forbrugeren købte tv'et, uden at han blev oplyst om, at man forventede, at en række tv-kanaler ville blive sendt i et andet format inden for få år. Et format, som tv'et ikke ville være i stand til at modtage uden ekstraudstyr.
Forbrugerombudsmand: Principielt
Forbrugerombudsmanden har ført sagen på vegne af køberen af tv'et:
- Sagen rejser først og fremmest et principielt spørgsmål om, hvad en sælger har pligt til at oplyse køberen om forud for købet, sagde forbrugerombudsmand Henrik Øe i 2012 efter man besluttede at føre sagen i Højesteret. Forbrugerombudsmanden, der er en uafhængig offentlig myndighed, vil på nuværende tidspunkt først udtale sig efter dommen er afsagt klokken 12 fredag.
- Forbrugeren skal kunne træffe oplyst valg
Forbrugerrådet vil dog gerne forklare, hvorfor de mener sagen er vigtig.
- En tv-forhandler har en pligt til at oplyse en kunde om et forhold, der er vigtigt for kundens afgørelse af, hvad han vil købe, siger vicedirektør i Forbrugerrådet, Vagn Jelsøe. Forbrugerrådet er en uafhængig medlemsorganisation.
- Vi håber, at Højesteret vil slå fast, at denne oplysningspligt også indebærer, at hvis branchen ved eller bør vide, at et apparat ikke kan bruges efter et par år på grund af teknologisk udvikling, så er det noget man skal fortælle kunderne om, så de har mulighed for at træffe deres beslutning på et oplyst grundlag, siger Vagn Jelsøe.
Landsretten gav køberen ret
Landsretten fastslog sidste år, at en Expert-butik ved handlen i 2008 ikke opfyldte pligten til at give køberen ordentlig besked om modtagelse af signaler i såkaldt MPEG4 standard. Det viste sig, at manden ikke kunne se de nye DR-kanaler i november 2009, og fra 2012 kunne han ikke se DR 1, DR 2 og TV 2 uden ekstraudstyr.
Men Dansk Erhverv, der organiserer forhandlerne, er utilfreds med afgørelsen. Den betyder, at tv-forhandlerne bliver økonomisk ansvarlige for udgifter, som forbrugerne får på grund af den teknologiske udvikling, lyder det.
Ikke spåmænd
- Tv-forhandlere er ikke spåmænd, det er ikke rimeligt at forvente, siger Lone Rasmussen, markedschef i Dansk Erhverv.
Hun understreger, at forbrugerne skal kunne forvente at modtage den aktuelle viden, som forhandleren har om tv'et.
- Men vi mener ikke, at det er rimeligt at forvente, at tv-forhandlere kan informere om teknologisk udvikling og beslutninger, der ikke er truffet, og som de end ikke har hørt om, siger Lone Rasmussen.
Men ved afgørelsen i landsretten lagde man vægt på, at beslutningen om overgangen til at sende i MPEG4 var kommunikeret bredt ud i tv-branchen allerede i november 2007, og at sælgeren derfor kendte eller burde kende beslutningen.
Det mener Dansk Erhverv dog at have tilbagevist i Højesteret:
- Det mener vi ikke er korrekt. Det mener vi også, at Højesteret fik dokumentation for, fordi det man henviser til, det er en pjece, hvor der ikke står noget som helst om det, siger Lone Rasmussen.
2000 sager venter
Ude hos tv-forhandlerne ligger der op mod 2000 sager, hvor forbrugere har klaget. Sagerne er sat i bero med henvisning til den verserende sag, oplyser Dansk Erhverv. Derudover har Forbrugerklagenævnet 90 sager liggende, som også venter på afgørelsen.
- Det er ikke alle sager, der er helt identiske. Så det vil kræve et ret stort arbejde at sortere dem og finde ud af hvilke konsekvenser dommen har for dem, siger Lone Rasmussen og oplyser, at alle, der har klaget, automatisk får svar fra forhandleren og ikke behøver at foretage sig noget.
Dommen falder kl. 12 fredag.