'Han bliver forflyttet, tager senere sin afsked og lader sig pensionere…der er reageret fuldstændig efter bogen'

Ingen direkte fyringer trods fejl og fortielser, men teledataskandalen plager rigspolitichefen.

Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg forklarer, at den ansvarlige leder blev forflyttet, tog sin afsked og lod sig senere pensionere. Dermed er der ingen grund til at placere yderligere ledelsesmæssigt ansvar for teledatasagen. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Samlet set var Rigspolitiets arbejde med teledata ‘på et helt utilstrækkeligt niveau’. Sådan lyder den lammende kritik i en ekstern undersøgelse af behandlingen af teledata, som revisions- og rådgivningsfirmaet Deloitte står bag.

Undersøgelsen slår fast, at der var noget galt med både arbejdsgangene i Rigspolitiets Telecenter samt selve it-systemerne, der bliver betegnet som en utidssvarende ‘knopskydning’ af programmer.

- Generelt har Telecenteret ikke udført kvalitetskontrol ved modtagelse af historiske teledata, slår undersøgelsen fast, der også anbefaler, at Rigspolitiet ikke selv udvikler systemer fremover, sådan som det var tilfældet med en del af det system, man har brugt til arbejdet med teledata.

Rigspolitichefen indrømmer, at der er blevet begået fejl.

- Et af hovedproblemerne har været, at Telecentrets arbejde ikke havde ledelsesmæssigt fokus. Det har fået lov til at leve et isoleret liv, fordi man har set det som noget teknisk og som noget, der er foregået på en måde, som har gjort, at tingene ikke er blevet håndteret som de burde, siger rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.

Er det ikke også dit ansvar, at der ikke var ledelsesmæssigt fokus?

- Jo, absolut. Alt der sker i dansk politi, er i sidste ende mit ansvar, og det er foregået alt for længe, uden et tilstrækkeligt fokus. Det er helt tydeligt og det fremgår af rapporten. Det der er afgørende vigtigt er, at der blev taget hånd om det, siger rigspolitihefen, der blandt andet hentyder til, at den daværende leder for Telecentret blev forflyttet.

- Det er således, at da man hører om sagen, tager man øjeblikkeligt action på det. Den pågældende bliver forflyttet og han tager så senere sin afsked og lader sig pensionere. Med de oplysninger jeg har, så er der blevet reageret på det fuldstændig efter bogen og man har gjort de helt rigtige ting.

Fandt over 1.000 fejl

Deloitte har gennemgået en lang række sager, hvor politikredse og efterforskere har fået udleveret datapakker med telemast-oplysninger fra Rigspolitiets Telecenter helt tilbage fra 2011.

Ud af 19.386 filer - eller såkaldte rekvisitioner - har Deloitte fundet huller i 1.131 af dem. Det svarer til, at der er fejl i 5,8 procent af de datapakker, der er blevet sendt ud fra Rigspolitiets Telecenter.

Deloittes undersøgelse udgør dog ikke det fulde billede af omfanget. Revisionsfirmaet har nemlig ikke haft adgang til det samlede datagrundlag. Dermed er der over en tredjedel - 42 procent - af filerne fra 2011 og til 2019, der ikke er blevet undersøgt til bunds, fordi der har manglet data.

Politikredse har gennemgået hver tredje sag

Datapakkerne fra Rigspolitiets Telecenter blev sendt videre ud til politiets efterforskere, hvor de senere kom til at indgå som en del af mere end 10.700 straffe- og kriminalsager, hvor der i politiets efterforskning er indhentet teledata.

DR Nyheder har spurgt landets politikredse, hvor langt de er i gennemgangen af sagerne.

Ud af 14 politikredse har 12 kredse svaret, og samlet set er politikredsene kun foreløbig igennem en tredjedel af sagerne.

Politikredsene ønsker ikke at svare på, i hvor mange sager der er fundet fejl.

Efter justitsminister Nick Hækkerups (S) pressemøde om sagen i dag, forlanger Venstre en uvildig og tilbundsgående undersøgelse af, hvorfor blandt andre Rigspolitiet ikke opdagede fejlene.

- Det er en skandale ud over alle grænser. Det giver nogle rystelser i tilliden til retssystemet. Det er der ingen som helst tvivl om, at det skal vi have kigget ekstra igennem, siger Inger Støjberg (V).

Vil du forstå hele teleskandalen? Så se med her: