GUIDE: Sådan søger du om erstatning fra stormflodsordningen

Dr.dk guider dig igennem, hvordan du søger erstatning for stormflod og hvad du kan forvente.

Mange husejere som Hellen Hilander fra Jyllinge er nervøse for, om de kan få erstatning fra stormflodsordningen.

Oversvømmelser fra stormen Bodil har efterladt mange husejere med skader i millionklassen. Nu venter mange i nervøsitet på, om de vil blive omfattet af den særlige offentlig ordning, der dækker ved stormfloder.

I dag omkring klokken 12 tager Stormrådet nemlig endelig stilling til hvilke områder, der er berørt af en såkaldt 20 års hændelse. Det vil sige at vandstanden er steget mere end i de sidste 20 år.

- Det er sjældent den her ordning træder i kraft, men det her er også en utrolig sjælden oversvømmelse, fortæller skadechef hos Tryg, Carsten Sørensen.

Ingen af de almindelige forsikringsselskaber dækker skader fra stormflod, og derfor får man kun økonomisk hjælp, hvis rådet vurderer, at man bor i et område, der er ramt af stormfloden.

- Hvis ikke Stormrådet vurderer, at husejeren er ramt af en stormflod, så hænger man selv på regningen, forklarer Carsten Sørensen.

Men selv, hvis man får erstatning, så er der visse begrænsninger ved ordningen og en betydelig selvrisiko. Her gennemgår dr.dk hvad du kan forvente at få erstatning for, og hvordan du søger om det.

Sådan søger du

Hvis du har haft en stormflodsskade, kan du søge om erstatning indenfor to måneder. Du skal som udgangspunkt anmelde skaderne til dit forsikringsselskab. Hvis dit hus er brandforsikret i ét selskab og dit indbo i et andet, skal du anmelde skaden til det selskab, hvor dit hus er brandforsikret.

Besøg fra forsikringsselskab

Når du har sendt anmeldelsen til dit forsikringsselskab vil du få besøg af en såkaldt taksator, som skal gennemgå dine skader sammen med dig. Taksatoren laver efterfølgende en udregning af, hvor meget erstatning, du er berettiget til. Her tager man udgangspunkt i, hvad det vil koste at udbedre skaderne på opgørelsestidspunktet.

Sådan dækker ordningen

Det vigtige er at bemærke, at ordningen dækker de skader, der er sket som direkte følge af stormfloden, så som ødelæggelser af gulvet, møbler og elektroniske genstande. Ordningens begrænsninger er de følgeskader, der kan opstå langt senere hen. Det gælder for eksempel skimmelsvamp. Derudover kan du ikke få erstatning for det, man kalder indirekte tab, for eksempel genhusning eller flytteudgifter. Endeligt dækker ordningen ikke løsøre, som har været opbevaret i kældre eller i haven.

Betydelig selvrisiko

Hvis du får erstatning for stormflod, så hører der en selvrisiko med, som typisk er højere end det, man er vant til fra almindelige forsikringer. Blandt andet er der en selvrisiko på 10 procent på løsøre, mens skader på dit private hus indebærer en selvrisiko på 8 procent. Det er især værd at bemærke her, at selvrisikoen vokser med 5 procent, hvis du har været ramt af stormflodsskader før.

Afgørelse

Stormrådet afgør om dit område er ramt af en stormflod, og om du kan få erstatning for skader efter oversvømmelserne. Men i praksis er det dit forsikringsselskab, der modtager og behandler din anmeldelse og på baggrund af gennemgangen i din bolig afgør, hvor meget du kan få i erstatning.

Hvis du kan indsende dokumentation for at nogle af dine skader er blevet udbedret, så kan du fra start af få en del af erstatningen udbetalt. Men hvis skaderne er mere omfangsrige, så kan der gå måneder før du får den endelige afgørelse om erstatning. Hvis ikke du er tilfreds med afgørelsen, kan du klage til stormrådet.