Når der sker større ulykker eller katastrofer, kan politiet varsle befolkningen ved hjælp af det elektroniske sirenevarslingssystem.
Der er opstillet 1.078 elektroniske varslingssirener rundt i landet, som 80 procent af den danske befolkning kan høre. Sirenerne står i byer med over 1.000 indbyggere. I landområder kan politiet varsle med mobile sirener.
Faresignalet består af én lyd, som stiger hurtigt og derefter falder langsomt. Lyden kommer i alt fire gange, og sirenen varer i alt 45 sekunder. Hør sirenen her.
Gå indendøre
Signalet betyder, at du skal gå inden døre og søge information om, hvordan du skal forholde dig, via DR eller TV2. Hos DR finder du blandt andet oplysninger via tv, radio, internettet eller tekst-tv side 150.
Læs mere om DR's og TV2s information i en krisesituation her.
Fare afblæst
Når faren er overstået, vil en ny sirene lyde. Når faren afblæses, lyder en lang ensartet tone i 45 sekunder. Hør afmeldingen her.
Herefter kan du vende tilbage til dine gøremål og gå udenfor, hvis du vil det.
Siden 1994 er sirenerne blevet prøvet af mindst én gang om året - altid den første onsdag i maj klokken 12. Alle sirener afprøves desuden hver nat uden lyd.
Hvis du er døv eller hørehæmmet, kan du hos Beredskabsstyrelsen tilmelde dig en sms-ordning, hvor du modtager en sms, hvis sirenen lyder i dit område. Læs mere om det her.
DR Nyheder