I 1951 var Kristine Heinesen fem år gammel.
Når hun husker tilbage, var det lidt spændende, da hun blev hentet og sejlet ud til et større skib af sin bror.
- Jeg troede, at jeg skulle på ferie, men da vi kom længere og længere væk, opdagede jeg, at jeg ikke kom tilbage.
Kristine Heinesen blev ligesom 21 andre grønlandske børn, der var fire til ni år gamle, sendt til Danmark, hvor de skulle lære dansk og omskoles til en slags elite-grønlændere som led i et større eksperiment.
Når de vendte retur, skulle de fungere som en slags spydspids i den danske koloniadministrations udviklingsplan for det dengang tilbagestående grønlandske samfund.
Efter et til to år i Danmark kom børnene tilbage til Grønland. De blev dog ikke genforenet med familien, men i stedet sendt på børnehjem, hvor de kun måtte tale dansk.
Selvom det er 70 år siden, at Kristine Heinesen blev fjernet fra familien, bliver hun stadig berørt.
- Det er svært, når man taler om det.
I dag er kun seks af 'eksperimentbørnene' stadig i live. De kræver nu hver 250.000 i erstatning af den danske stat.
Identitet blev taget fra dem
Advokat Mads Pramming repræsenterer de seks tilbageværende eksperimentbørn.
De har nu lavet et udkast til en stævning, som i dag er blevet sendt til Statsministeriet. Hvis ikke den danske stat vil betale godtgørelse, så er de klar til at gå rettens vej.
- Hele deres barndom har man taget deres familier og identitet fra dem. Man har ikke gjort sig nogen overvejelser om, om det her egenltig var rart for børnene. Børnenes tarv er fuldstændig forsvundet ud af det eksperiment, siger Mads Pramming.
Han repræsenterede Godhavnsdrengene, der hver fik 300.000 kroner i erstatning i år for overgreb på børnehjemmet fra 1946 til 1976.
Ifølge ham er der flere lighedspunkter mellem de to sager, men juridisk er der tale om to forskellige bestemmelser.
Mens kravet i sagen om Godhavnsdrengene var artikel 3 om torturbestemmelsen i Menneskeskerettighedskonventionen, så er sagen her artikel 8, der omhandler krænkelser af familie- og privatlivet, som normalt giver mindre i erstatning, hvorfor kravet også er mindre.
- Det er umuligt at gøre det op i penge. Jeg mener jo, at godtgørelserne er alt for lave, men det baserer sig på praksis ved domstole, og her er det Menneskerettighedsdomstolen, siger Mads Pramming.
Svigtede børnene
For knap et år siden fik eksperimentbørnene en længe ventet undskyldning af statsminister Mette Frederiksen på vegne af den danske stat.
- Vi kan ikke ændre på det, der er sket. Men vi kan tage ansvaret på os og undskylde over for dem, som vi burde have passet på, men svigtede, lød det blandt andet i den skriftlige undskyldning, som blev sendt til eksperimentbørnene.
Mette Frederiksen gav også en undskyldning i folketingssalen, som du kan se her.
For Kristine Heinesen betyder undskyldningen egentlig mere end en eventuel erstatning.
- Jeg blev rørt, for vi havde kæmpet for den undskyldning. At de indrømmede, at det var en kæmpe fejl, staten lavede. Det betød noget. Men jeg synes også, at hun burde mødes med os fysisk, siger hun.
Undskyldning ikke nok
Kristine Heinesen er en del af erstatningssagen, fordi hun gerne vil støtte de andre. Én af dem er Gabriel Schmidt.
Han har i store dele af livet fortrængt sin barndoms skæbne. Selvom undskyldningen betød noget, mener han ikke, at den er nok.
- Er det den måde, man siger undskyld, efter de har taget min barndom? Nej, det synes jeg ikke er nok.
Han har en helt særlig grund til, at han gerne vil have erstatning.
- Så kan jeg invitere min familie op til Grønland. Det har jeg ønsket i mange år. Inden jeg forlader denne jord.
- Det reparerer ikke mig, men det kan gøre min familie glad, siger Gabriel Schmidt.
Selvom både Kristine Heinesen og Gabriel Schmidt altså vendte tilbage til Grønland, gik der længe, før de fik kontakt til familien igen. Og mens Kristine Heinesen har fået noget af det grønlandske sprog tilbage, så taler Gabriel Schmidt ikke noget grønlandsk.
- Jeg har helt glemt det.
Undskyldning er anerkendelse
Mads Pramming og eksperimentbørnene lægger op til, at staten skal svare på, om den er villig til at betale godtgørelse inden for to uger.
I Statsministeriet henviser man til socialminister Astrid Krag (S). Hun udtaler i en skriftlig meddelse:
- Det er helt på sin plads, at de nu voksne børn og deres pårørende har fået en officiel undskyldning for de svigt, som de grønlandske børn blev udsat for. Dermed er der taget et stort skridt for at give oprejsning for statens svigt, som ingen tidligere regeringer har taget på sig. Jeg og regeringen mener, at selve anerkendelsen af fortidens fejl er det centrale, og det er vigtigt, at vi lærer af de fejl, der tidligere er begået, så historien ikke gentager sig.
Mads Pramming mener dog, at man burde give godtgørelse, ligesom man i sidste ende også gjorde til Godhavnsdrengene.
- Her ville det også være rimeligt, at man også betalte en erstatning, så man ikke bare tog det moralske ansvar, men også det juridiske og udbetalte godtgørelse.
Selvom en undskyldning fra statens side ikke er en fribillet til erstatning, så er det et godt skridt på vejen, siger Mads Pramming.
- Nu mangler man bare at anerkende, at det også var brud på nogle regler og rettigheder. Og det skal repareres med godtgørelse, som man gør i det juridiske system, hvis man har krænket nogen.