For første gang er det lykkedes forskere at oversætte grisenes sprog, så mennesker kan forstå det.
Og særligt én ting overrasker forskerne:
På de fire konventionelle svinefarme i stikprøven var 25 procent af grisenes grynt udtryk for stress eller smerte.
Men på de tre økologiske var tallet endnu højere og på 47 procent.
- Selvom de økologiske grise har mere plads, så havde de det mere eller mindre som de konventionelle, hvis vi ser på, hvad grisene fortæller os. Det var ganske overraskende, siger Elodie Floriane Mandel-Briefer, der er lektor på Københavns Universitet og står i spidsen for et internationalt forskerhold, der har undersøgt grisenes sprog.
Savner økologiske grise marken?
Forbrugerne har et billede i hovedet af, at økologiske grise har det bedre, siger Peter Sandøe, der er professor i dyrevelfærd på Københavns Universitet.
- Mange tror, at økologisk svineproduktion er dyr, der går udendørs hele deres liv. Det er ikke tilfældet. De kommer ind, men har tre en halv gange så meget plads som konventionelle svin, og noget af pladsen er på en terrasse udenfor. De har udeareal med beton i bunden, men de kan trods alt komme ud, så det er en etværelses med altan, siger han.
Pattegrise lever udendørs med soen indtil de er 7-10 uger og kan derefter flyttes ind i stalden.
- Når de økologiske grise har en dårligere velfærd, så kunne en forklaring være, at de har prøvet noget bedre. De vokser op på marken, og så er de puttet i en stald. Den kontrast kunne være en forklaring. Man tager fejl, hvis man tror, at bare det er et økologisk slagtesvin, er grisen glad, men vi skal være forsigtige med at konkludere, for det er en lille stikprøve, siger Peter Sandøe.
Der er stor forskel på, hvordan grisene grynter i de tre økologiske svinebrug. Et sted er lyden målt udenfor, og her er grisene faktisk lige så glade som grise, der lever hele livet i det fri.
Økologisk Landsforening er nysgerrige på, hvad grise fortæller, men stikprøven er for lille til at kunne konkludere, hvordan alle økologiske grise har det, mener foreningen.
- Man kan ikke sige noget generelt om, at grise bliver mindre glade, når de kommer på stald. Vi kan heller ikke på det her grundlag sige, at økologiske grise har det værre end konventionelle. Økologiske grise har mere plads, grovfoder, har haler og er mere aktive og har adgang til udearealer, siger Sybille Kyed, landbrugs og fødevarepolitisk chef i Økologisk Landsforening.
Hun hæfter sig ved, at grise har det bedst, når de har adgang til marker eller en udendørs løbegård.
I fremtiden mener Sybille Kyed, at der er store muligheder i at lytte til grise og lære af, hvad de fortæller.
Det tog dog forskere 14 måneder at afkode grisenes sprog i ni stalde, så teknologien skal udvikles mere.
- Jeg er sikker på, at redskabet bliver udbredt, hvis det virker som lovet. Det vil kunne hjælpe landmanden med at afkode og aflæse sine dyr. For økologien er det vigtigt at respektere dyrene som levende og sansende væsener, siger Sybille Kyed.
Hvad grisene fortæller kan ses i en dokumentar, der netop er udkommet på DRTV.