GRAFIK Ti procent af din el-regning går til grøn omstilling

Danmark har nogle af de højeste el-afgifter i verden. Se her, hvad de går til.

Totredjedele af den danske el-pris udgøres af afgifter. 58 procent af el-prisen går til statskassen, mens PSO'en på omkring 10 procent omfordeles til grøn energiteknologi. (Foto: © Grafik Mie Hvidkjær, DR Nyheder)

Når en stor havvindmøllepark opføres på Kriegers Flak, eller naboen opsætter en vindmølle, er der en kompensation, fordi vindmøller er dyre at opsætte og derfor ikke kan konkurrere med el-prisen fra traditionelle energiformer som kulkraft.

Den kompensation betaler danske el-forbrugere i form af den såkaldte PSO-afgift (Public Service Obligation), som i dag udgør næsten 10 procent af el-regningen.

El-prisen går ned, og derfor går PSO-afgiften op.

- Det er baseret på det kernesunde princip, at dem, der er årsag til en omkostning, betaler omkostningen, siger Hans Henrik Lindboe, partner hos EA Energianalyse.

- Vi finansierer en del af den grønne omstilling ved, at du får en bestemt pris for din strøm, hvis du for eksempel har en vindmølle. Hvis prisen i el-markedet falder, så stiger tariffen, siger han.

PSO-afgiften blev indført i 1998 under tidligere miljøminister Svend Auken. Indtægterne fra afgiften skulle dække udgifter til nye energiteknologier, der endnu ikke er i stand til at klare sig på rene markedsvilkår.

Siden er PSO-afgiften steget kraftigt. Det skyldes flere efterfølgende energiforlig og en faldende el-pris, der gør afstanden mellem markedsprisen og den grønne el-prisen større.

I 2012 omfordelte PSO-afgiften 3,2 milliarder. Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet forventer, at PSO-midlerne vil vokse med 16 milliarder kroner frem til 2020.

Det er baggrunden for, at minister Lars Christian Lilleholt i dag foreslår, at energiforligets partier "kigger på den samlede regning, som simpelthen er blevet for stor".

- Det, at den er blevet så tydelig, betyder, at politikerne må forholde sig til den. For nogle virksomheder udgør PSO 50 procent af el-regningen. Og så bliver det meget tydeligt, at det koster penge, siger Hans Henrik Lindboe.

EU-kommissionen har dømt PSO-afgiften ulovlig, fordi den kun retter sig mod grønne investeringer i Danmark. Derfor er regeringen under alle omstændigheder tvunget til at omlægge afgiften fra 2017.

Danmark har de højeste el-afgifter i verden. Totredjedele af den danske el-pris udgøres af afgifter. 58 procent af el-prisen går til statskassen, mens PSO'en på omkring 10 procent omfordeles til grøn energiteknologi. Se grafikken ovenfor.