GRAFIK Se hvor der er kommet flest spøgelseshuse

Trods pulje på millioner til nedrivning af faldefærdige huse på landet, stiger antallet af tomme boliger fortsat. Se udviklingen i din kommune på kortet.

Det interaktive kort viser, hvordan det står til med ubeboede boliger rundt omkring i kommunerne. Fra 2010 til 2014 er der især kommet flere spøgelseshuse på landet og i udkantsområderne, der i alt har fået 6.072 flere tomme boliger.

Til gengæld strømmer folk mod byerne, så her står færre boliger tomme. Tallene til kortet stammer fra Danmarks Statistik og er analyseret af DR´s Undersøgende Databaseredaktion.

Opgørelsen tager udgangspunkt i, om CPR registret har oplysninger om, der bor folk i boligen. Sommer- og fritidshuse tæller ikke med på det interaktive kort, som viser udviklingen i tomme helårsboliger.

Turist- og erhvervsdirektør for Ærø Turist og Erhverv, Carl Jøren Heide, pointerer overfor DR, at særlige forhold gør sig gældende på øerne Ærø, Samsø og Læsø. Her er tomme huse ikke forladte selv om husenes ejer ikke er tilknyttet cpr-registeret. Langt de fleste tomme huse bebos i weekender og ferier.