GRAFIK Sådan har danskernes forplantning udviklet sig

Der er sket meget med fødselstallet og gennemsnitsalderen for, hvornår man bliver forældre første gang. Få et overblik her.

For 50 år siden var en kvinde i Danmark i gennemsnit 23 år gammel, når hun fik sit første barn.

Siden har meget ændret sig, og en førstegangsfødende er i dag 29,1 år, viser tal fra Danmarks Statistik.

Det er ikke kun kvinderne, men også mændene, der er blevet ældre, når de bliver forældre for første gang.

I 1987 var de 31 år, mens de 25 år senere er 33,6 år i gennemsnit.

Klinikker laver hvert 11. barn

Søren Ziebe, chef for Fertilitetsklinikken på Rigshospitalet, frygter, at folks høje alder, når de går i gang med at lave børn, betyder, at flere i fremtiden skal have en hjælpende hånd, fordi kvinders fertilitet daler med alderen.

Sidste år var 4.839 af de 55.973 børn, der kom til verden, blevet skabt med hjælp fra fertilitetsbehandling. Det svarer til hvert 11. barn.

Det er dog ikke kun par, der får hjælp fra fertilitetsklinikker, men også lesbiske og enlige kvinder.

Enlige mødre stod bag 449 af de 4.839 børn, der kom til verden ved kunstig befrugtning, viser tal fra Dansk Fertilitetselskab.

Flere og færre børn

Mens alderen for førstegangsforældre kun er steget - bortset fra 2007, hvor de førstegangsfødendes gennemsnitsalder sneg sig op på 29,2 - er antallet af levendefødte børn både faldet og steget gennem årene.

Selvom det bliver sværere for kvinder at få børn med alderen, er den stigende alder for førstegangsfødende altså langt fra den eneste faktor, der påvirker fødselstallet.

I 1983 var kvinderne i gennemsnit 25,2 år, når de fik deres første barn.

Samtidig var fødselstallet det laveste nogensinde - eller i hvert fald så længe man har ført statistik. 50.822 børn kom til verden. Mere end 20.000 mindre end i 1973 og 5.000 mindre end sidste år.

Ifølge chef for fertilitetsklinikken på Rigshospitalet hænger det lave fødselstal i 1983 blandt andet sammen med, at flere benyttede sig af p-piller og fri abort, der gjorde sit indtog i 70erne.