Et bredt flertal i Folketinget har i dag vedtaget en række stramninger på asylområdet.
Stramninger der skal gøre det mindre attraktivt at komme til Danmark for at søge asyl. Blandt andet nedsættes den såkaldte tillægsydelse for asylansøgerne, der venter på at få at vide, om vedkommende kan få sin asylsag behandlet i Danmark.
Indtil i dag får de 9 kroner og 15 øre om dagen. Med lovændringen er det beløb barberet med 10 procent, således at de nu får 8 kroner og 23 øre om dagen.
Beløbet gives kun til de personer, der i forvejen får både kost og logi betalt. Pengene skal altså alene række til andre fornødenheder og underholdning.
En udregning viser, at asylansøgerne med tillægsydelsen skal spare sammen i fem dage, hvis de vil have råd til en pakke cigaretter - eller i ni dage, hvis de vil i biografen. Derimod rækker pengene til en øl eller en chokoladebar om dagen.
Hvis asylansøgeren ender med at få sin sag behandlet i Danmark, får de 28 kroner og 78 øre i kontant tillægsydelse med den nye lov.
De lavere ydelser giver ifølge Integrationsministeriet en samlet besparelse på 40 millioner kroner i år og næste år og 30 millioner årligt i 2018 og 2019.
Der er taget udgangspunkt i typiske priser for en række varer. Øl (33 cl – 8 kroner), en chokoladebar – 8 kroner, en pakke cigaretter 35-40 kroner, en biografbillet – 70 kroner – en kort togtur (2 zoner – 25 kroner), et mobilabonnement med to timers tale – 69 kroner. Priserne er ikke gennemsnitspriser.