GRAFIK Her er kongejagternes topscorere

Topfolk fra erhvervsliv og embedsværket præger sammen med adelen - og en enkelt politiker - listen over jægere, der oftest inviteres med på kongejagterne

Kongelige fra ind- og udland er selvskrevne deltagere på de årlige cirka seks kongejagter.

Men de kongelige udgør kun en lille del af deltagerne. Langt de fleste er topfolk fra erhvervslivet, godsejere, topadvokater og topembedsmænd.

Det viser analyser, som DR's Undersøgende Databaseredaktion har foretaget af deltagerne på de seneste fire års 24 kongejagter.

- Kongehuset plejer et stort netværk af samfundets spidser, og en af måderne er gennem kongejagterne, siger journalist og forfatter Jens Høvsgaard, der i 2012 udgav den kongehus-kritiske og anmelderroste bog 'Det koster et kongerige'.

Magteliten på jagt

DR har fået aktindsigt i deltagerlister fra de 24 kongejagter, som kongehuset har afholdt de seneste fire jagtsæsoner – fra oktober 2011 til januar 2015.

201 forskellige personer deltog i de 24 jagter – men 413 personer stod på gæstelisterne. Mange bliver nemlig inviteret igen og igen.

- Vi kan se på DR's materiale, at der er virkelig mange stenrige erhvervsfolk med. Mange af dem inviteres med som en slags betaling for, at de har sponseret kongehuset med lån af privatfly, ferieboliger eller skihytter. Det er ren bytte–bytte-købmand, siger den kongehus-kritiske journalist Jens Høvsgaard til DR.

Og blandt topscorerne ses da også en række meget velhavende erhvervsfolk fra overklassen som for eksempel industrimagnat Frank Uhrenholt, godsejer Peter Busck og advokat Christian Kjær.

Lektor i historie ved Københavns Universitet, Sebastian Olden-Jørgensen, der har skrevet en bog om kongehuset, siger om de grupper, kongehuset inviterer til jagterne.

- Det skal være mennesker, der kan kaste glans over hoffet i kraft af deres status, magt og fortjenester og dermed demonstrere kongehusets eksklusivitet. På den anden side må det ikke være for snobbet og lukket. Derfor er det et godt valg at omgås en 'åben' elite, der bl.a. omfatter succesrige erhvervsfolk og politikere.

Embedsmænd på kongejagt

Blandt de 201 deltagere på de seneste fire års kongejagter finder man også en række topembedsmænd. Og på listen over personer, der har været med fire gange eller mere optræder hele tre embedsmænd fra Naturstyrelsen.

På de regale arealer, hvor kongehuset ikke kommer, sørger Naturstyrelsen løbende for afskydning af vildtet. Det sker dels med styrelsens eget personale og dels ved arrangerede invitations- eller nyjægerjagter.