Der findes efterhånden mange eksempler på, at hackere har skaffet sig adgang til oplysninger, der ellers ikke var ment for den brede offentlighed.
Senest er Rusland blevet beskyldt for at hacke sig adgang til det internationale dopingagentur WADA’s fortrolige informationer om flere atleters medicinforbrug og for at hacke sig adgang til fortrolige dokumenter fra Det Demokratiske Parti i USA.
- De hack, man har set hos Demokraterne og WADA, er langt hen ad vejen cyberspionage. Man ødelægger ikke noget - hverken virtuelt, fysisk eller slår nogen ihjel. Man suger information til sig og gør den tilgængelig for andre, siger lektor på Center for War studies på SDU Jens Ringmose.
Hackere kan derimod også gå mere offensivt til værks og gå til cyberangreb. Ifølge Jens Ringmose kan man inddele cyberangreb i tre kategorier:
Cyberkrig:
Angreb, som fører til død og ødelæggelser. Det kunne være at afspore et tog eller få et fly til at styrte ned via et hack. Der er aldrig gennemført et cyberangreb, som direkte har ført til dræbte eller sårede.
Cyberødelæggelse:
Angreb, som fører til ødelæggelse af fysiske objekter. Et eksempel er Stuxnet-angrebet fra 2010 på Irans atomprogram, hvor et hack, som USA og Israel beskyldes for at stå bag, lykkedes med at få nogle centrifuger til at køre hurtigere, end de kunne klare, og dermed gik i stykker.
Virtuel ødelæggelse:
Angreb, hvor man ikke ødelægger noget fysisk, men ødelægger noget i den virtuelle verden. Forestil dig et dansk angreb på Rusland, hvor det lykkes at ødelægge al software, som styrer deres nukleare slagstyrke. Ingen dør, og der ikke noget fysisk ødelagt. Der er dog ikke nogen tvivl om, at russerne alligevel ville betragte det som et væbnet angreb.
https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1275885559128632