Grafik: Badekarseffekt giver historiske vandstande

Flere steder er der lige nu tale om 100-årshændelser.

Flere steder i det sydøstlige Danmark er der lige nu så høje vandstande, at de kan kategoriseres som 100-årshændelser.

Det, der sker lige nu, kaldes for badekarseffekten, fordi vinden først presser vandet en vej og derefter en anden, så det skvulper tilbage mod kysterne.

På et pressemøde klokken 18.00 forklarede vagthavende ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), hvad der helt præcist sker.

- Man skal forestille sig en bølge, der ruller ind igennem de danske bælter og Østersøen. Den har ramt østkysten af Sjælland, inden for de næste par timer bevæger den sig videre til Lolland-Falster og til Det Sydfynske Øhav, og på den anden side af midnat er det Lillebæltsområdet, den rammer.

- Selve årsagen er, at vi får presset en masse vand ind i Østersøen igennem en meget kraftig vestenvind. Nu er vinden drejet om til nord, og det betyder, at vandet bliver presset tilbage. Det ser vi en gang imellem, men der er en ret kraftig nordenvind i Kattegat, der sætter en stopklods for det her vand, der prøver at trænge tilbage. Derfor ser vi vandstandsstigninger ved de danske kyster.