De sidste gløder i storhallen Gigantium i Aalborg er næsten slukket, og Nordjyllands Beredskab arbejder nu på at begrænse vandskaderne i hallen.
Beredskabsfolkene slæber sandsække ind i hallen for at forhindre slukningsvandet i at oversvømme hele gulvet.
- Vi prøver at begrænse skaderne. Hallen skulle jo gerne være klar, når der skal spilles Champions League i håndbold til august, siger indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab, Anders Brosbøl.
Han fortæller, at der vil være brandvagt ved hallen hele natten, hvis branden mod forventning pludselig skulle blusse op igen.
Der er sket store skader på storhallen, der brød i brand onsdag kort før middag. Det er onsdag aften dog ikke klart, hvor store skaderne på den 10.000 kvadratmeter store hal er.
Storhallen, der også kaldes håndboldhallen - har fået brand- og vandskader i forbindelse med branden, men de øvrige bygninger i komplekset har fået røg- og sodskader.
Der er ikke meldinger om tilskadekomne i branden men en hjælperøgdykker blev bragt til sygehuset til observation for røgforgiftning. Hun kunne dog hurtigt vende tilbage.
Årsagen til branden er endnu ikke kendt, men det står fast, at den er startet på ydersiden af hallen.
/ritzau/