Mellem 50 og 100 danske vandværker har de seneste fem år set stort på, at de leverer drikkevand til forbrugerne med for stort indhold af det giftige og kræftfremkaldende grundstof arsen.
Det fremgår af en endnu ikke offentliggjort rapport fra By- og Landskabsstyrelsen, skriver nyhedsmagasinet Ingeniøren.
Rapportens forfattere oplyser, at overskridelserne af de gældende grænseværdier fordeler sig jævnt over landet. Det er endnu for tidligt at sige, hvor mange forbrugere, der er berørt. Men det er primært vand fra mindre vandværker, som indeholder for meget arsen.
I 2001 blev grænseværdien for arsen i drikkevand rykket markant - fra 50 mikrogram pr. liter til 5 mikrogram pr. liter på grund af ny viden om giftstoffets farlighed i selv små mængder.
Formanden for Folketingets miljøudvalg, Steen Gade fra SF, er overasket over de nye oplysninger. Han vil derfor spørge miljøministeren, hvordan han vil sørge for, at vandværkerne overholder loven, så forbrugerne ikke skal drikke kræftfremkaldende, arsenforurenet vand.