Danskerne genbruger og sælger gamle ting. Det samme gør virksomhederne. Her kan du læse, hvad der bliver af nogle af de ting, som bliver genbrugt.
Toilet til rockwool
En af de virksomheder, som genbruger meget er isoleringsproducenten Rockwool. De bruger eget affald i produktionen af isoleringsmateriale, men også affald fra andre industrier. Det kan være knust sanitetskeramik fra håndvaske og toiletter, glødeskaller fra stålindustrien eller slagger fra de lokale kraftværker, der bliver til stenuld.
Kunstgræs til kunstgræs
En anden virksomhed, der nu kan spinde guld på noget, der ellers skulle være kasseret, er den danske virksomhed Re-Match. De har udviklet en teknik til at genanvende kunstgræs, der bliver brugt til sport i hele verden. De splitter græstæppets elementer, plastik, gummigranulat og sand, op og bruger dem så igen.
De ting, som afleveres på genbrugspladsen bliver også lavet om eller sågar genbrugt i deres nuværende form.
Mobiler kan give sølvring
Det elektronikskrot som bliver indleveret til på Københavns Kommunes genbrugspladser sælges videre til et firma, der genanvender 70-80 procent af det elektroniske affald. Sølv, aluminium, jern, kobber og andre metaller samt plasten sorteres fra til at lave nye råmaterialer af. De senere år er der kommet større opmærksomhed på at genbruge sjældne jordarter, som er eftertragtede og bruges i for eksempel batterier til mobiltelefoner.
Koncentrationen af sølv i mobiltelefoner så høj, at man kan lave en sølvring på fire gram fra kun tre telefoner, oplyser Amager Ressource Center, der driver 15 genbrugspladser fordelt i København.
Biogas
Genbrugspladser landet over får også haveaffald ind, og det kan bruges til at skabe energi, biogas, og til kompost.
Mange andre dagligdagsting bliver også genbrugt.
Gips kan blive til gipsplader, og træ kan hakkes i småstykker og laves til spånplader. Jern og metal kan smeltes om til gryder og cykler.
Plastikflaske til fleecetrøje
Andre materialer som mursten kan nogle gange ganske simpelt renses og genanvendes som mursten til nye huse.
De bløde underlag af gummi på børnenes legepladser kan stamme fra bildæk, der er blevet afleveret til genbrug og skåret op. Og plastik kan laves til urtepotter og sågar fleecetrøjer til at holde varmen.
Nogle af de mere velkendte genbrugscyklusser er, hvordan papir bliver til toiletpapir og køkkenrulle og forbrændingsegnet affald til strøm og varme.
I Magasinet PENGE i aften, 21.55 på DR1 kan du se meget mere om det populære genbrugsmarked.