Gæster bliver væk fra Christiania: 'Folk er bange'

De seneste konflikter og uroligheder i Pusher Street på Christiania har skræmt gæsterne væk fra fristaden, lyder meldingen fra flere virksomheder.

Det vrimler i øjeblikket ikke med gæster på samme måde som tidligere på Christiania, lyder det fra en række af virksomhederne og kulturstederne i fristaden. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Efterårsferien er i fuld gang, og det plejer at kunne mærkes på antallet af besøgende på Christiania, som normalt er en af Københavns populære turistattraktioner.

Men de seneste måneder har store dele af gæsterne valgt at holde sig væk fra spillestederne, rundvisningerne og de små, lokale butikker i fristaden.

Det fortæller flere erhvervsdrivende, som DR har talt med.

De peger alle på, at skuddrab, bandekonflikt og planer om en lukning af Pusher Street har skræmt gæsterne væk fra fristaden.

Det oplever de blandt andet hos værkstedet Kvindesmedien, der holder til på Christiania, og som producerer møbler og skulpturer. De får normalt en hel del besøgende i efterårsferien i deres værksted og butik. Men sådan er det ikke i år, fortæller Charlotte Steen, der er medejer af Kvindesmedien.

- Normalt plejer der være mange familier, som besøger Christiania og de lokale butikker i efterårsferien. Sådan er det ikke i år. Mine kunder kommer ikke specielt meget via butikken længere. Det er jo, fordi stemningen er, som den er. Folk er bange, siger hun.

Derfor håber Charlotte Steen, at der snart kommer en politisk løsning omkring Pusher Street. For lige nu kvæler det erhvervslivet.

- Det er jo synd, for Christiania er en iværksætterby og bør være i front på kreativitet i København. Det er det, jeg synes, er idéen med Christiania, siger Charlotte Steen.

Også spillestedet og kulturhuset Operaen på Christiania mærker, at gæsterne finder andre steder at tage til koncerter. Det fortæller bestyrer Anna-Ida Thomsen.

- Folk tør ikke komme herud, og vi savner at få særligt københavnerne tilbage. Vi gået mindst 50 procent ned i omsætning. Det betyder noget økonomisk, det er klart, siger Anna-Ida Thomsen.

Hos Kvindesmedien på Christiania producerer de alt fra møbler til skulpturer. Her oplever de et markant fald i antallet af besøgende efter de seneste ugers uroligheder i og omkring fristaden. (Foto: © Lukas Klarlund, (c) DR)

Et problem for hele Christiania

Det er ikke kun de enkelte virksomheder og kultursteder, som mærker, at gæsterne bliver væk. Det rammer også den samlede økonomi på Christiania.

Det fortæller Hulda Mader, der er medlem af Christianias pressegruppe.

- Det betyder jo, at økonomien er rigtig presset. De forskellige virksomheder betaler jo til Christiania, så vi kan betale vores regninger. De betaler husleje ligesom alle andre, og når de får svært ved at betale, så får vi svært ved at betale. Det påvirker den store økonomi på Christiania, forklarer Hulda Mader.

Hulda Mader er også medlem af rundvisergruppen på Christiania. Her oplever de ifølge hende en nedgang på mellem 60 og 70 procent i antallet af gæster, der skal på guidet rundtur i fristaden.

- Vi oplever en massiv aflysning – især fra skoleklasser. Det er selvfølgelig, fordi forældrene er bange og nervøse. Der er også meget få, som bestiller nye rundture lige nu, siger Hulda Mader.

Afgørende at kulturlivet overlever på Christiania

Men det er vigtigt, at kulturlivet på Christiania overlever, og derfor skal der handles politisk.

Det mener Klaus Mygind, der er gruppeformand for SF i København og medlem af kommunens kultur- og fritidsudvalg.

For det er vigtigt at tænke fristadens kulturliv ind i de kommende forandringer af Christiania, fortæller Klaus Mygind.

- Vi skal lave en forandring af Christiania. Pusher Street skal lukkes. Christiania skal kendes på boformer, virksomheder og kultur. Ikke på hash. Den forandring skal ske sammen med Christiania og staten. I den overgangsperiode skal kulturvirksomhederne støttes. Vi har brug for at kulturlivet er med i fremtiden, siger Klaus Mygind.

Han peger på, at de i kultur- og fritidsudvalget kan hente penge fra en pulje af frie midler, der er i kommunen. Nogle af de penge bør prioriteres til kulturaktiviteter i fristaden, mener han.

- Det er en situation, hvor vi skal lave en forandring på Christiania og i det bymiljø, der er der. Der går det selvfølgelig ud over nogen, og det skal vi selvfølgelig tage hensyn til. Det ville vi også gøre, hvis der skete noget alvorligt i en anden bydel, siger Klaus Mygind.

På grund af ferie har det ikke været muligt at få en kommentar fra Københavns Kommunes kultur- og fritidsborgmester, Mia Nyegaard fra De Radikale.