Det bekymrer ikke idrætsfysiolog Morten Zacho, at børn på 12 år arbejder intensivt på at få en veltrænet krop.
Men det er vigtigt, at træningen er korrekt og alsidig, siger han.
- Det er slet ikke farligt for børn at træne, og børn må også træne rigtig meget endda, siger Morten Zacho, der er idrætsfysiolog ved Trygfondens Center for Aktiv Sundhed på Rigshospitalet.
- Der er bare nogle få ting, der skal være opfyldt. De skal have noget instruktion og noget alsidig træning, men som udgangspunkt kan børn godt træne en hel del, siger han.
Trænet sixpack siden syvårs-alderen
DR Ultra sætter i dokumentaren "Mig og min sixpack" fokus på børn, der træner hårdt for at få det helt rigtige udseende.
12-årige Marlon fortæller eksempelvis i dokumentaren, der bliver sendt torsdag aften, at han har arbejdet på sin sixpack, siden han var syv år gammel.
Det er ifølge idrætsfysiolog Morten Zacho kun et problem, at børn dyrker fitness, når motivationen er den forkerte.
- Hvis de gør det, fordi de har en sport, de går meget op i og vil være bedre til, så er det rigtig godt. Men hvis de gør det, fordi de vil se ud på en bestemt måde, så er det en dårlig motivation, siger han.
Amerikanske fitness-videoer til børn
Det er ikke til at sige, hvor mange børn herhjemme der styrketræner, men det er ikke et ukendt fænomen i udlandet.
I USA kan man således købe fitness-videoer til børn, blandt andet med 11-årige, der viser andre børn, hvordan de skal træne kroppen
Herhjemme kan man også finde flere fora på nettet, hvor børn søger råd til at træne kroppen.
Dokumentaren 'Mig og min Sixpack' sendes torsdag aften klokken 18.10 og 20.30 på DR Ultra.