En del af de jyske betjente, der indtil nu har vogtet den dansk-tyske grænse, sendes nu til Københavns Lufthavn for at tjekke pas.
Og det sker med få dages varsel, på trods af at man hos Rigspolitiet har vidst, at det var undervejs.
Det får nu flere politibetjente i Jylland op ad stolene, skriver Jyllands-Posten i dag.
- Når man længe har kunnet læse i aviserne, at der skal være udvidet paskontrol, irriterer det os, at vi først får besked få dage før, at vi skal afsted. Det giver anledning til mange forviklinger og har betydning for folks privatliv, siger Jørgen Fisker, formand for Midt- og Vestjyllands Politiforening, til avisen.
Et presset politi
Formanden for Politiforbundet, Claus Oxfeldt, tilkender sig også kritikken.
- Frustrationen i hovedbestyrelsen er jeg fuldstændig enig i. Noget af det har man i lang tid vidst skulle ske. Jamen, så få da meldt det ud i god tid, så man kan disponere sit arbejdsliv og ikke mindst sit privatliv, siger han.
Claus Oxfeldt påpeger, at politiet siden midt februar 2015 har været presset, fordi man har været i forhøjet beredskab. Og det gør det ikke nemmere for betjente landet over.
- Det bliver sværere og sværere at forklare på hjemmefronten, at nu skal man igen have ændret sin tjeneste og sit tjenestested i en periode.
For det er ikke et enkeltstående tilfælde, påpeger formanden.
- Vi har oplevet det i andre tilfælde, at det er meget sent, ændringer bliver meldt ud.
Forstår frustrationen
Hos Rigspolitiet forstår man godt betjentenes frustration, siger vicepolitiinspektør i Rigspolitiet Benny Øchkenholt.
- Vi gør, hvad vi kan, for at de afgivelser, der for eksempel kommer fra Jylland til Sjælland, er så minimale som muligt. Men når vi planlægger, er der ofte mange ubekendte faktorer, som først kommer os til viden i sidste øjeblik. Det kan gøre, at planlægningen sker sent, men vi tilstræber altid at undgå det, siger han.
Men I har jo for eksempel vidst længe, at den skærpede grænsekontrol træder i kraft den 7. oktober i år. Hvorfor har I ikke givet besked til de betjente, der skal assistere der, noget før?
- Vi blev på et meget sent tidspunkt bekendt med, at både aftalen med politikadetterne og med Forsvaret er faldet på plads. En lang række politielever er også blevet praktikforlænget. Det er nogle ting, der indgår i den samlede planlægning, fortæller vicepolitiinspektøren og fortsætter:
- Vi har jo en interesse i at lave én plan én gang, for ellers skal vi justere hele tiden, og derfor har vi været nødt til at trække den lidt. I dette tilfælde skulle vi have tilgangen af de her ressourcer på plads først.
Bandekonflikten trækker også betjente til hovedstaden
Betjente rykkes ikke kun fra Jylland til hovedstaden for at tjekke pas. Nogle betjente flyttes også til København for at assistere Københavns Politi i forbindelse med den verserende bandekonflikt.
- Det er en ganske betydelig indsats, og når Københavns Politi har brug for støtte, er det vores opgave at finde den støtte. Og så er vi nødt til at gå ud blandt landets politikredse og se, hvem kan så understøtte dem og forsøge at fordele byrden så fornuftigt som muligt, siger Benny Øchkenholt.
Vicepolitiinspektøren understreger, at Rigspolitiet løbende er i dialog med betjentene, men at det også er en svær opgave at få puslespillet til at gå op på kryds og tværs af Danmark.
- I rigtig mange tilfælde kan det lade sig gøre rettidigt, men der er desværre også tilfælde, hvor en række faktorer spiller ind og gør, at vi ikke kan holde de frister, og det beklager vi selvfølgelig meget, siger Benny Øchkenholt.
- Vi er i hyppig dialog med politiforbundet, men jeg skal også medgive, at når vi rekvirerer assistancer med meget kort varsel, er det selvfølgelig en belastning for både politikredse og kollegaerne. Derfor søger vi så vidt muligt at undgå korte varsler.
Artiklen er blevet opdateret klokken 16.53 med citater fra både Claus Oxfeldt, formand for Politiforbundet, og Benny Øchkenholt, vicepolitiinspektør i Rigspolitiet.