Indtil nu har formanden i Politiforbundet, Claus Oxfeldt, med vilje ikke forholdt sig til den racismedømte Rasmus Paludans mange demonstrationer, der kræver massiv tilstedeværelse af politi.
Men efter det seneste døgns voldsomme uroligheder på Nørrebro i København er bægeret flydt over.
Claus Oxfeldt advarer om, at politiets ressourcer bruges uforholdsmæssigt meget på demonstrationerne og tages væk fra andre politiopgaver som efterforskning af indbrud for eksempel.
- Man skal huske på, at politiet er et lukket kredsløb. Når du bruger x antal mange, mange timer på én opgave, så er der andre, du ikke kan løse.
- Det her er ved at udvikle sig til en farce. Forstået på den måde, at vi bruger så meget tid på én enkelt mand og hans måde at agere i et demokrati på, siger Claus Oxfeldt.
Ødelagt påskeferie
23 personer er indtil videre anholdt, efter at der søndag opstod uroligheder, hvor der blev brændt biler, containere og cykler af og kastet brosten efter politiet på Nørrebro i København.
Urolighederne brød ud, efter at den racismedømte stifter af partiet Stram Kurs, Rasmus Paludan, demonstrerede på Blågårds Plads på Nørrebro. En demonstration, der blev afbrudt af politiet, efter at Paludan blev angrebet af moddemonstranter.
- Det bedste ville være, hvis vi formåede at ignorere de her demonstrationer. Det er derfor, at det først er i dag, at jeg er ude at sige noget om det. Jeg har talt det ned, hver gang jeg er blevet kontaktet om Rasmus Paludan.
- For jo mere opmærksomhed, han får, jo mere interessant føler han selv, at han er. Den taktik er ikke lykkedes. Det så vi i går, hvor det gik amok, siger Claus Oxfeldt, der mandag har fået meldinger om, at politifolk som følge af søndagens uroligheder har fået inddraget deres påskeferie.
- Jeg er frustreret over, at der er kolleger, som ikke kan holde planlagt påskeferie nu. Det er selvfølgelig et vilkår, at man kan få slettet fridage og ferie i politiet, men det er dybt ulykkeligt, for jeg ved, at der er nogle, der virkelig gerne har villet holde noget påskeferie sammen med deres familie. Det får de nu ikke mulighed for, siger Claus Oxfeldt.
Opgaver kan ikke løses
Han mener, at politikerne må på banen og vurdere, om der kan laves om på loven, så det ikke på samme måde som i dag er muligt at ytre sig og demonstrere som Rasmus Paludan gør.
- Man er nødt til politisk at gå ind og vurdere, hvad det er for nogle måder, vi kommunikerer og demonstrerer på i Danmark. Er Grundloven løbet fra den situation, vi nu kender i Danmark? Kan man råbe sig til at stjæle al politiets tid?
- Det er sådan set bare det, jeg prøver at sige. Det må nogen vurdere. Jeg siger bare, at der er opgaver, vi ikke kan løse, når vi skal bruge så mange kræfter på én mand, siger Claus Oxfeldt.
Det lyder som om, du taler for en indskrænkning af ytringsfriheden?
- Nej, det er slet ikke min agenda. Man har ytringsfrihed ja, men man har ikke pligt til at ytre sig i alle mulige sammenhænge. Der har man lov at tænke sig om og tage hensyn til andre mennesker. Det gælder politiet, men det er bestemt også andre borgere. Det er sådan set bare den appel, jeg gerne vil sende.
Men hvor skulle man lave snittet for, hvad man må sige eller gøre eller ikke sige eller ikke gøre?
- Jeg ved det ikke. Jeg siger bare, at det her koster på politiets konto, og det betyder, at andre borgere bliver skuffede, fordi vi ikke er i stand til at honorere de helt naturlige krav, de har om politiets tilstedeværelse i forbindelse med indbrud og andet.
Men må vi ikke bare indse, at vi lever i et demokrati, og det nogle gange er bøvlet for politiet?
- Jo. Jeg har ikke nøglen til at løse problemet. Det har jeg bestemt ikke. Jeg fortæller bare, at det er den virkelighed, vi oplever. Og der må man politisk gå ind og vurdere, om vi er nødt til at gøre et eller andet i forhold til ytringsfriheden, som man selvfølgelig har, siger Claus Oxfeldt.
Rasmus Paludan afviser kritikken af, at han misbruger sin ret til at demonstrere.
- Claus Oxfeldt går fuldstændig imod de grundlæggende værdier i vores samfund, fordi han kun tænker på, hvad der er mest behageligt for sine medlemmer, siger den racismedømte partistifter, der har anket sin dom til landsretten, da han er uenig i byrettens afgørelse.
Et svar fra Justitsministeriet til Folketingets Retsudvalg har vist, at politiets udgifter i forbindelse med Rasmus Paludans demonstrationer før søndag ligger på seks milioner kroner alene i år.