Frivillighed er kommet på skoleskemaet: Vi har brug for de unge

Mangel på frivillige i foreninger får nu Vesthimmerlands Kommune til at gå nye veje i forsøget på at engagere flere unge kræfter.

60 elever på 10. KlasseCenter Vesthimmerland skal have undervisning i frivillighed. (Foto: © Foto: 10. KlasseCenter Vesthimmerland)

I den lokale håndboldklub i Løgstør har de brug for frivillige. Det er blot et af mange steder, der higer efter frivillige i foreningslivet til eksempelvis trænerjobs eller at tage sig af sociale medier.

Men det skal et helt nyt valgfag på 10. KlasseCenter Vesthimmerland lave om på. 60 elever har nu fået "frivillighed" på skoleskemaet. Håbet er, at de unge lærer, hvad det vil sige at være frivillig og får lyst til at deltage i foreningslivet.

Det fortæller Jonas Skjødt, der er foreningskonsulent i Vesthimmerlands Kommune og idémand bag det nye fag.

- Idéen opstod egentlig, fordi vi gerne vil gøre noget for de unge, og vi vil rigtig gerne klæde de unge på til at kunne tage del i foreningslivet, siger han.

- Og samtidig har vi rigtig mange foreninger, der efterspørger flere unge.

Det nye fag om frivillighed er lavet i samarbejde med DGI, der sammen med kommunen skal stå for undervisningen.

Skal hjælpe foreninger med sociale medier

Eleverne skal ud i praktik for at give en hånd med hos forskellige foreninger i kommunen.

Her kan foreninger i kommunen selv byde ind, hvis de vil have en praktikant. Men ellers arrangerer eleverne det selv med hjælp fra Jonas Skjødt, der vil fungere som praktikantvejleder.

Og her skal elevernes kendskab og erfaringer med sociale medier bringes i spil, fortæller han.

Jonas Skjødt er foreningskonsulent i Vesthimmerlands Kommune. (Foto: © (privatfoto))

- Da vi præsenterede valgfaget, spurgte jeg, hvor mange af dem der havde prøvet at få at vide af deres forældre og lærere, at de bruger for meget tid på sociale medier. Og der rakte de alle sammen hånden op, og det synes jeg er fedt, siger Jonas Skjødt.

For lige præcis sociale medier har foreningerne brug for.

- Rigtig mange foreninger har udfordringer med sociale medier i forhold til at lave indhold, som fanger de unge, og der er de unge jo bare eksperterne, siger Jonas Skjødt.

Hos Løgstør Håndboldklub glæder man sig derfor til at få besøg af en praktikant, siger Jannie Jørgensen, som er frivillig i klubben.

- De unge kommer med en helt anden tilgang til sociale medier, end vi andre er flasket op med, siger hun.

Bygge bro mellem de unge og foreningerne

I foreningen vil de unge møde andre frivillige og få indblik i opgaverne. Jannie Jørgensen håber på, at det kan være med til at bygge bro mellem foreningslivet og de unge.

Det skal give foreningerne kendskab til, hvordan de kan tiltrække flere unge og samtidig vise arbejdet som frivillig frem.

- De har jo deres egne grunde til ikke at byde ind på de opgaver, vi i håndboldklubben gerne vil have løst. Kan vi få nedbrudt de barrierer med kommunikation i øjenhøjde, så har vi opnået noget rigtig vigtigt for os.

- Vi har brug for de frivillige, understreger Jannie Jørgensen.

Hos kommunen håber man, at det nye valgfag kan forstærke foreningslivet, fortæller Jonas Skjødt.

- Samtidig så håber jeg også, det kan inspirere nogle af foreningerne til at gå den her vej med at bruge de kompetencer, de unge har, siger han.