Frifindelsen af to landmænd i en sag om dyrkning i randzoner står ved magt fordi anklagemyndigheden har opgivet at anke frifindelsen til landsretten.
Ifølge statsadvokat Jan Rechendorff har anklagemyndigheden erkendt, at der ikke er udsigt til at nå et andet resultat.
Dommen blev afsagt 11. maj og blev fejret med champagne og stor glæde.
Andre sager venter på afgørelse
- Dommen giver os ret i, at randzoneloven er et makværk, som er umulig at overholde, udtalte direktøren i Bæredygtigt Landbrug, Bjarne Nigaard, dengang.
En lang række andre bødesager har ventet på en afgørelse.
Om de nu skal frafaldes, skal de enkelte politikredse afgøre, oplyser statsadvokaten, og han antyder, at det kan blive resultatet.
- Det er klart, at udfaldet af sagen fra Holstebro i den forbindelse vil blive tillagt betydning, lyder det fra Jan Rechendorff.
/ritzau/