Den danske musikjournalist, fotograf og radiovært Jan Sneum er død torsdag morgen 24. september i en alder af 74 år.
Det bekræfter hans søn Esben Sneum over for dr.dk.
Jan Sneum, som mange vil huske for den vidende og bløde stemme på Danmarks Radio, nåede at være rockjournalist i 55 år.
I sine sidste år var han uhelbredeligt syg af kræft. Det fortalte han til Politiken i april.
Inden sin død nåede han i 2019 at udgive det store erindringsværk 'Sneums kalejdoskop'.
Igennem sin lange karriere har han mødt mange af de største rocknavne. Tim Buckley, Iggy Pop, Frank Zappa og Janis Joplin er bare et udsnit af de ikoniske musikere, som Sneum stødte på i sit liv.
Men det var især de små, endnu ikke opdagede bands og musikere, der nød godt af den alvidende og altid nysgerrige musikjournalists interesse.
'Tak for alt, Jan'
Netop glæden ved at opdage nye talenter i musikkens buldrende undergrund er noget, særligt hans tidligere kollegaer på P6 Beat nu takker ham for at have givet videre til dem.
Radiovært Henrik Aagaard skriver således på Facebook:
- At møde én som Jan, da de første skridt i æteren blev gået, er jeg evigt taknemmelig for. Den nysgerrighed, ydmyghed, men også kompromisløshed, han gik i radiostudiet med, er fortsat en stor inspiration - også nu, hvor det efterhånden er længe siden, vi havde vores daglige gang sammen.
- Jeg kan huske, jeg mødte Jan, første gang jeg var på Reeberbahn Festival i Hamburg for små ti år siden. Han gik rundt og hyggede sig på egen hånd, og jeg spurgte, hvad han skulle se. "Alt det, som er kategoriseret som 'other'", svarede Jan. Selvfølgelig.
Samme råd til musikopdagelse gav han også P6 Beat-kollegaen Camilla Jane Lea i tidens løb:
- Jeg husker alt og glemmer dig aldrig, Jan. P.S.: Lover altid at gå efter...'and Others' på fremtidens festivalplakater. "Det er der, guldet ligger, Camilla". Tak Jan, skriver hun på Facebook.
Radiovært Tilde Bang-Kristensen delte også sine varme minder om kollegaen, mens tårerne tydeligt pressede sig på i dagens udgave i morgenprogrammet 'Morgenbeatet' på P6 Beat:
Nettet flyder i skrivende stund over med kondolencer og varme takketaler fra musikkens verden.
Musiker Rasmus Stolberg fra bandet 'Efterklang' skriver på Facebook:
- Tak for alt, Jan Sneum. Tak for din ustoppelige nysgerrighed og den varmeste venskabelighed. Det er svært at sætte ord på. Du har betydet så meget for helt utroligt mange mennesker og i den grad også for mig. Farvel til Danmarks mest videbegærlige, opsøgende, lyttende og hjertevarme musikformidler. Farvel til en helt speciel, god ven.
Også musiker Jens Unmack pointerer Sneums betydning:
- Hvil i fred, kære Jan Sneum - og mange tak for alt. Din betydning har været enorm, skriver han på Facebook.
Radiovært frem til 2014
Jan Sneum havde i mange år ansvaret for DR's radio-liveproduktion.
I sine sidste år på DR var han fra 2011 til slutningen af 2014 vært på P6 Beat-programmet 'Sneums Garage' med fokus på alternativ musik.
Jan Sneum var uddannet lærer på seminaret i København og underviste ifølge Gaffa i billedmedier og fotografi på Danmarks Lærerhøjskole.
Han arbejdede også som musikfotograf og har skrevet til tidsskrifter som Wheel, Superlove, Rok og MM.
Desuden spillede han sig selv i den danske kultklassiker 'De Skrigende Halse' fra 1993.
Han blev tildelt Musikforlæggerforeningens ærespris, Carl Prisen, i 2015.
/DR Nyheder/