Selv om Benny Andersen er blevet kaldt en af Danmarks nationalskjalde, så var han ikke bange for at gå i rette med sine landsmænd.
Især indvandrerdebatten var vigtig for den 88-årige digter, pianist og forfatter, der gik bort i går.
- Han kunne beskrive danskerne med humor og ironi. Men ikke kun muntert og let, også med en skarphed, som kom til orde, når han beskrev vores forhold til fremmede udefra, påpeger Johannes Riis, som er litterær direktør på forlaget Gyldendal.
Her udgav Benny Andersen bogen ’Sådan kan islam også være’ i 2015.
- Man mærkede hans engagement, forståelse og solidaritet for de udsatte og svage i den bog om vores forhold til muslimer, siger Johannes Riis.
En del af Andersens livshistorie
Lysten til at bekæmpe fremmedhad blev også bemærket af Ole Sønnichsen, der fik udgivet biografien ’En helt almindelig mand. Historien om Benny Andersen’ i 2012.
- Når man så ham i mødet med publikum, så forstod man, hvad det var, han kunne. Den begejstring, som publikum mødte ham med, om han var ude at synge viser med Povl Dissing eller ude at læse nogle af sine digte op eller stillede sig på barrikaderne i indvandrerdebatten, forklarer Ole Sønnichsen.
Temaet blev også taget op hos Henrik Marstal, der har skrevet biografien ’Benny Andersen. Et liv ved klaveret’ i 2004 samt ’Borger i smilets land. Benny Andersen og danskheden’ i 2005.
- Han insisterede på, at det at være verdensborger ikke var en person, som rejste i verden. Nej, det kunne også være en helt almindelig dansker, som brugte ord, mad og tøj, som kom alle mulige steder fra i verden, forklarer Henrik Marstal.
- På den måde fik han sagt, at det ikke holder vand, når vi i Danmark kan være lidt indadvendte, nationalistiske, koncentrerede om vores egen navle. Der er en verden udenfor, som vi ikke kan undgå at tage ind, hver eneste dag, påpeger han.
Opsøgte muslimsk venskab
I 2008 valgte Benny Andersen at rejse på tværs af landet for at få indblik i muslimsk kultur. Det førte til et venskab med Mustafa Gezen, som er vicerektor og formand for organisationen Dialog Forum, der vil bygge bro mellem folk fra forskellige kulturelle baggrunde.
- Han var rejst fra Lyngby til Aarhus for at deltage i ramadanmiddagen, fordi han var nysgerrig og syntes, at det var interessant. Det var en force, han havde, han var ikke bange for at møde noget nyt, forklarer Mustafa Gezen.
- Han ser ikke i farver, men kærligheden til mennesker generelt var meget stærk i ham. Det betyder rigtigt meget, for der er ufred mange steder i verden. I 2008, hvor der var en stor flygtningekrise, var han meget optimistisk og kunne se det lyse i alt det negative og muntre stemningen op, fortæller han.
Dialog Forum belønnede siden hen Benny Andersen med en dialogpris for hans indsats i debatten.