Frederiks første dag på jobbet: Sådan ser kongens kalender ud

Folketinget har indbudt den kongelige familie til en fejring af tronskiftet.

Folketingets formand og statsministeren skal holde taler for den nye konge. Derudover vil der være et hemmeligt "festligt indslag". (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

Danmark har fået en ny konge, og på sin første fulde dag på jobbet skal kong Frederik forbi Folketinget, som har inviteret til "højtidelighed i anledning af tronskiftet".

Her vil den røde løber være rullet ud, når kongeparret, kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim og prinsesse Benedikte kommer på besøg.

Det fortæller Folketingets formand, Søren Gade (V).

Han vil lægge ud med en tale i sin funktion af formand, hvorefter statsminister Mette Frederiksen (S) formentlig vil oplæse en besked fra den nye konge, inden hun også selv vil holde en tale.

Da dronning Margrethe i går forlod Statsrådet, var hun efter 52 år på tronen ikke længere regent. "Gud bevare kongen", sagde hun på sin vej ud. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Og det har givet lidt sved på panden at skulle skrive sådan en tale, fortæller Søren Gade.

- Man er lidt ekstra nervøs, for det er noget, som mange vil sidde og lytte til, og det er en stor begivenhed for os alle sammen, siger han.

Gade vil i sin tale først og fremmest takke dronning Margrethe for hendes 52 år på tronen, fortæller han.

- Jeg tror ikke, jeg overdriver, når jeg siger, at mange opfatter dronningen som en del af sammenhængskraften i vores land.

Og så vil han også give den nye konge en hilsen med på vejen.

- Det er jo en højtidelig dag, men det må også godt være med et glimt i øjet, siger Søren Gade.

Lyt til Cecilie Nielsen, historie- og kongehus-korrespondent, tale om Kong Frederik 10.s første tid i sin nye rolle i nyhedspodcasten Tiden:

Christiansborg Slotsplads var fyldt til randen, da statsminister Mette Frederiksen proklamerede, at Frederik er den nye konge. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Hilsen fra kongen skal læses op

Da dronning Margrethe blev udråbt til regent den 15. januar 1972, var der en lignende samling i Folketinget samme dag.

Det fortæller DR's historie- og kongehuskorrespondent, Cecilie Nielsen.

Her læste den daværende statsminister, Jens Otto Krag, også en meddelelse op fra den nye dronning.

Sådan lød det, da Jens Otto Krag i 1972 læste dronningens meddelelse op i folketingssalen:

- I den meddelelse informerede dronningen Folketingssalen om, hvad der var foregået, og takkede for det samarbejde, hendes afdøde far havde haft med det politiske system, siger Cecilie Nielsen.

Derudover fortalte dronningen, at hun håbede at få et lige så fint samarbejde.

- Derfor kan vi forvente, at det er nogenlunde den samme meddelelse, der vil komme fra kong Frederik 10., siger Cecilie Nielsen.

Hemmeligt 'festligt indslag'

Der er altså tradition for denne type samlinger i Folketingssalen i forbindelse med et tronskifte.

Men det særlige denne gang er, at kongefamilien selv vil være til stede. Det var dronning Margrethe og prins Henrik ikke i 1972, fortæller Cecilie Nielsen.

Og når de kongelige ankommer, bliver det i en ny rækkefølge, som afspejler, at kongemagten har skiftet hænder, fortæller Søren Gade.

Først ankommer således kong Frederik, derefter dronning Mary, kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim og til sidst prinsesse Benedikte.

"Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2. er abdiceret. Længe leve Hans Majestæt Kong Frederik 10.", råbte statsministeren tre gange fra balkonen ved Christiansborg Slotsplads. (Foto: © Thomas Traasdahl, Ritzau Scanpix)

Talerne i Folketingssalen bliver efterfulgt af et "festligt indslag", som Søren Gade ikke vil løfte sløret for endnu.

- Jeg tror, folk vil synes, det er et flot islæt på dagen, siger han.

Derefter vil der være en reception i Landstingssalen for kongefamilien, medlemmerne af Folketinget og særligt indbudte gæster.

Her kan du se eller gense hvordan det så ud, da Frederik blev udråbt som konge af Danmark: