Frankrigs ambassadør i Danmark, François Zimeray, sender sine tanker til prins Henrik, som er indlagt på Rigshospitalet.
- Jeg er meget ked af det, og jeg håber, han får det bedre. Mine tanker går til ham, til det danske kongehus og til hele den danske befolkning, siger han til DR Nyheder.
François Zimeray kalder prins Henrik ”den mest danske blandt franskmænd, og den mest franske blandt danskere” og tilføjer:
- Jeg ved, hvor meget dette glade, kreative, kunstneriske menneske har spredt lys omkring sig i Danmark med sin personlighed.
Den franske ambassadør har ved flere lejligheder mødt sin kongelige landsmand, blandt andet ved flere arrangementer på den franske ambassade i København, som ligger på Kongens Nytorv.
Prins Henriks tilstand forværret
Kongehuset meddelte i går morges, at prins Henriks tilstand er alvorligt forværret. I den forbindelse afbrød kronprins Frederik sit ophold i Sydkorea, hvor han var i forbindelse med vinter-OL.
Siden har medlemmerne af kongefamilien besøgt prins Henrik på hospitalet i København gentagne gange, senest lørdag eftermiddag, hvor hele kongefamilien aflagde visit.
Prins Henrik blev indlagt under en tur til Egypten og blev overflyttet til Rigshospitalet den 28. januar for at få foretaget flere undersøgelser. Han har været indlagt lige siden og er blandt andet blevet behandlet for en lungeinfektion.