Frank Jensen til regeringen: Hjælp med at få styr på romaer på gaden

Hovedstaden beder regeringen om hjælp til at tage hånd om romaer, der lever på gaden og skaber utryghed.

Overborgmester Frank Jensen (S) siger, at København ikke kan løse problemet med utryghedsskabende romalejre alene. (Foto: © Thomas Lekfeldt, Scanpix)

Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), mener, at der nu er et så stort problem med romaer, der sover på gaden i hovedstaden, at regeringen må træde til med hjælp. Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

Det stigende antal romaer er ifølge borgmesteren en kilde til utryghed og rod i København.

- Som kommune kan vi ikke løse det stigende problem alene, da mange af migranterne er her lovligt som EU-borgere. Derfor opfordrer vi nu på det kraftigste regeringen til at gå ind i arbejdet for at skærpe reglerne for lovligt ophold i Danmark, udtaler overborgmester Frank Jensen i pressemeddelelsen.

- Vi foreslår for eksempel, at der stilles krav om, at alle, som opholder sig i Danmark, skal kunne opgive en adresse - altså bevise at de har tag over hovedet.

- Regeringen må betale

Kommunen har et såkaldt transitprogram, der skal hjælpe udsatte udlændinge til et bedre liv der, hvor de kommer fra. Det vil kommunen gerne styrke, udtaler socialborgmester Jesper Christensen i pressemeddelelsen.

- Fattigdom i Europa er et stort problem, og det kan kommunerne ikke løse. Men det er Københavns borgere, som mærker konsekvenserne, når fattige europæiske migranter slår lejr i København for sommeren.

- Det er et nationalt problem, som staten nu bør tage et ansvar for. Derfor er det naturligt, at regeringen tager sit økonomiske ansvar på sig og går med i transitprogrammet, udtaler han.

Politiet rydder lejre

I 2016 modtog Københavns Politi 355 anmeldelser om lejre.

Allerede i år er antallet ifølge Berlingske mellem 120 og 125. I den forløbne uge har politiet ryddet flere lejre og anholdt op mod 37 rumænske statsborgere for at overnatte i ’utryghedsskabende’ lejre.

Dansk Folkeparti genkender Frank Jensens opfattelse af, at der er et problem.

- Det er et problem, og det har det været i mange år. Derfor foreslår vi, at man gør det ulovligt at opholde sig i Danmark, hvis man ikke kan forsørge sig selv, siger Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen (DF).

Det vil indebære, at udlændinge kun kan påkalde sig retten til arbejdskraftens fri bevægelighed, hvis de har en kontrakt eller et skriftligt jobtilbud.

/ritzau/