I dag er det ikke noget, man tænker videre over. At se udviklingshæmmede i gadebilledet. At de bor hjemme hos deres forældre. At de går i skole og får egne lejligheder som voksne. Men sådan har det ikke altid været.
For ikke så mange år siden blev udviklingshæmmede tvangsfjernet fra familien, steriliseret imod deres vilje og levede kummerlige liv på store anstalter.
Læs hvordan vi har behandlet udviklingshæmmede gennem tiden her.
Som udviklingshæmmet levede man et hårdt liv på de store institutioner. Her var der intet eget værelse, intet privatliv og slet ingen kære mor.
Forældre til udviklingshæmmede fik nemlig besked på at få deres barn anbragt på en anstalt. Der ville det have det meget bedre blandt sine egne. Bagefter skulle man glemme barnet, gå hjem og få et nyt, raskt barn, var beskeden.
De udviklingshæmmede blev set som syge mennesker. Uden udviklingsmuligheder. Uden evne til at lære. Og ikke mindst var de bærere af dårlige gener. Det blev derfor opfattet som en samfundsopgave at redde civilisationen … hvilket vil sige at sørge for, at de udviklingshæmmede ikke satte børn i verden.
Den danske regering vedtog derfor som det første land i verden en lov om sterilisering og kastration blandt udviklingshæmmede.
I 1933 blev der indført en indberetningspligt, så skoler og institutioner indberettede døve, blinde og såkaldt åndssvage, der efterfølgende blev tvunget ind på institutionerne. Forældrenes ønske om at beholde børnene blev der ikke lyttet til.
På institutionerne, som alle lå isoleret og afsondret fra resten af samfundet, var det overlægerne, der regerede, og dem, som bestemte alting. Man havde ingen indflydelse på sin egen hverdag, men levede et liv, der bestod af disciplin, kontrol og overvågning. Det var nemlig vigtigt at disciplinere de udviklingshæmmede, mente man — ellers var de alt for impulsive. Derfor blev fiksering, isolation og fastspænding også brugt hyppigt mod beboerne.
I 1950’erne voksede de fleste udviklingshæmmede fortsat op på de store institutioner, hvor de kunne være anbragt i årtier. Mens man boede der, havde man stadig ingen indflydelse på sit eget liv. Ikke engang et bad kunne man være sikker på at få lov til at tage selv. I stedet foregik det som på samlebånd.
Dagligdagen var fyldt med rutiner - og ikke meget at give sig til. Mænd og kvinder var adskilt fra hinanden, og beboerne var delt op efter, om de kunne arbejde eller ej.
For de dårligt fungerende gik dagene med at sidde. Bogstaveligt talt. Der var så godt som ingen aktiviteter, beboerne var overladt til sig selv.
De bedst fungerende beboere havde det lidt bedre. De fik lov at arbejde.
I løbet af 1950’erne voksede en kritik af den tvungne sterilisation og forældrenes magtesløshed over at få tvangsfjernet deres udviklingshæmmede børn. Det virkede. Lidt i hvert fald. I 1959 blev der indført en lovændring, som betød, at det ikke længere kun skulle være lægerne, der bestemte på institutionerne - det skulle i stedet være en tværfaglig ledelse med ekspertise inden for det sociale, undervisning og administration også.
Under den nye åndssvageforsorg blev der indført ret til undervisning, opført skoler og beskyttede værksteder.
Livet på de store institutioner blev pludselig anset som et nogle gange nødvendigt onde. Målet for de udviklingshæmmede var et liv ude i samfundet. Derfor begyndte der i 1960’erne at blive bygget eksterne børnehaver og institutioner, så nogle udviklingshæmmede børn kunne blive boende hjemme i stedet for at blive sendt afsted på institutioner.
Alligevel skete der i løbet af 50’erne og 60’erne ikke de store forandringer for de udviklingshæmmede, der fortsat boede på institutionerne. I starten af 1960’erne boede omkring 8.500 mennesker på de store institutioner. Her var personalet ofte modstandere af de nye tanker, og sterilisering, isolation og fastspænding fortsatte.
Selvom der i 1961 blev oprettet en uddannelse som omsorgsassistent til arbejdet med de udviklingshæmmede, var det fortsat lægerne, der havde magten. Mange steder levede beboerne stadig kummerlige liv.
Først i 1967 blev loven, som muliggjorde tvangssterilisation af udviklingshæmmede, ophævet. Da var omkring 6.000 kvinder blevet steriliseret.
I 1970’erne fortsatte forbedringerne for de børn, der levede uden for institutionerne. Der blev bygget flere børnehaver og skoler til udviklingshæmmede, og færre udviklingshæmmede børn blev afskåret fra familien og fik dermed et almindeligt børneliv.
De, som fortsat boede på institutionerne, og der var stadig mange, oplevede dog ikke samme forbedringer. Institutionerne var de samme som altid - store, isolerede og ofte uden den stimulering, som de udviklingshæmmede havde brug for.
I 1980’erne begyndte man at nedlægge de store institutioner, og i stedet blev de voksne udviklingshæmmede flyttet i bofællesskaber, der ofte lå i almindelige villakvarterer.
De, som ikke var velfungerende nok til at flytte i bofællesskaber, blev boende på institutionerne. Her blev de fysiske rammer flere steder forbedret, så man kun havde et par enkelte værelseskammerater - eller måske sit helt eget værelse.
Det var dog ikke alle steder, der formåede at forbedre forholdene. Flere steder var beboerne fortsat overladt til sig selv i forældede institutioner.
I 1980 blev der for første gang indført undervisningspligt for udviklingshæmmede. Alle mennesker, også udviklingshæmmede, blev nu betragtet som almindelige mennesker med egne rettigheder og pligter.
‘Et værdigt liv’ blev kodeordet, og det var ikke længere samfundet, der bestemte, hvad der skulle ske med et udviklingshæmmet barn, men også forældrene. Langt de fleste børn kom nu i institutioner og i specialskole.
I 1998 trådte en lov om social service i kraft, som betød, at hver eneste udviklingshæmmet skulle gives et individuelt bo- og beskæftigelsestilbud. Det var altså ikke længere nok at arbejde i et tilfældigt beskyttet værksted alene, fordi der her var plads til en.
Samtidig skulle alle udviklingshæmmede også have mulighed for aktivitets- og samværstilbud.
Den nye lov betød også, at der blev indført permanente ledsagerordninger, så udviklingshæmmede kunne blive mere uafhængige af venners og families hjælp.
Som en del af beskæftigelsestilbuddet begyndte de bedre fungerende udviklingshæmmede at forlade de beskyttede værksteder. I stedet blev de en del af det rigtige arbejdsmarked.
I dag, i 2010’erne, lever udviklingshæmmede så normale liv som muligt. Langt de fleste vokser op hos familien og går i specialinstitution og i specialskole. Det er endda muligt for udviklingshæmmede at gå på efterskole.
Til gengæld bygger man i 2010'erne igen store institutioner uden for byerne, hvor de udviklingshæmmede først og fremmest bor sammen med mennesker ligesom dem selv, og hvor langt de fleste af deres aktiviteter foregår.
Den udvikling har vakt en del debat. Nogle mener, at det er det mest rigtige og praktiske, andre at det er et tilbageskridt. Selvom forholdene er nogle helt andre og bedre end tidligere, mener kritikere, at Danmark på dette punkt lader tiden gå baglæns.
I Dokumentar-serien 'Ingen er perfekt' kan du se mere om livet som udviklingshæmmet i dag. Se første afsnit på DRTV her.
Kilder: Socialstyrelsen, ‘Pædagogens bog om individ, institution og samfund’, ‘Psykiatriens historie i Danmark’, Dokumentarserien: ‘De åndssvages historie’, Birgit Kirkebæk: ‘Normaliseringens periode’, LEV.
Klip: DR Arkiv, Kellers Minde Museum, Dansk Forsorgshistorisk Museum