Når danske statsborgere bliver dømt i retssager i udlandet og senere overflyttes til et dansk fængsel, bliver de ikke budt velkommen hjem med dannebrogsflag og hornmusik.
Men da Ahmed Samsam i 2020 blev sendt til Danmark fra Spanien for at afsone resten af en terrordom, var modtagelsen anderledes varm.
- Der bliver taget imod mig. Der var ligesom en velkomstkomite.
Ahmed Samsam blev i juni 2018 idømt en terrordom på otte års fængsel ved en spansk domstol for at have tilsluttet sig Islamisk Stat på tre ture til Syrien.
Men ifølge DR's oplysninger arbejdede Ahmed Samsam på sine ture til Syrien i 2013 og 2014 for først Politiets Efterretningstjeneste (PET) og siden Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og fik betaling for at samle informationer om andre danske syrienkrigere.
Siden anholdelsen i Spanien i 2017 har han arbejdet for at bevise, at han ikke er terrorist – men udsendt agent i Syrien for de danske efterretningstjenester. En oplysning tjenesterne aldrig officelt har bekræftet.
Ahmed Samsam fortæller, at hans daværende advokat er til stede i lufthavnen og siger, at der er nogle mennesker, der gerne vil hilse på ham.
- Det var mine tidligere føringsofficerer, der ville høre, hvad der skulle til fra min side for at indgå et forlig og lægge låg på den her sag.
- Jeg bliver glad. Så får jeg nogle krammere, og de viser empati og sympati. Jeg trækker på smilebåndet, for jeg tænker, 'sket er sket, og lad os få det bedste ud af det', fortæller Ahmed Samsam i dag i et interview i Storstrøm Fængsel på Falster.
Her har DR som ét ud af to medier interviewet Ahmed Samsam for første gang, siden han kom til Danmark.
Da han i lufthavnen genkender sine tidligere kontakter, får det ham til at håbe, at tjenesten en gang for alle vil vedkende sig samarbejdet. Og hurtigt falder snakken på en kompensation fra efterretningstjenesterne, siger han i dag.
- De var meget kede af situationen generelt ved ligesom at have udtrykket og tårerne i øjnene. Så jeg følte en medfølelse fra deres side, og at de var oprigtige med deres undskyldning.
Ahmed Samsam fortæller, at der var blevet forberedt et frokostbord til ham.
- Vi fik nogle gode mørbrad, kartofler og sovs. Det var noget, jeg havde længtes efter, efter så mange år i Spanien.
- Jeg var ret optimistisk. Jeg tænkte, at det her var enden. Det er her, det slutter. Mit mareridt er færdigt, det er overstået. Men jeg tog grueligt fejl.
Kilder tæt på forløbet bekræfter over for DR, at personer fra FE mødte Ahmed Samsam, da han ankom til Danmark 10. december 2020.
Oplysningerne er blevet forelagt for FE og PET, der ikke ønsker at kommentere sagen.
Spansk efterretningstjeneste fik besked for sent
Ahmed Samsams møde med de spanske myndigheder begynder i sommeren 2017, da han tager på ferie til Spanien for at udsætte en fængselsstraf, han snart skal afsone for anden kriminalitet, og for at komme væk fra en konflikt i det københavnske bandemiljø.
I Spanien mødes Ahmed Samsam med sin storebror og en gruppe venner. Men han ved ikke, at han to år tidligere den 8. maj i 2015 er blevet "flaget" i det europæiske politiregister SIS som syrienkriger og en mulig "terrortrussel".
Ifølge DR’s oplysninger sker det, fordi medarbejdere hos PET, der ikke har kendt til Ahmed Samsams samarbejde, stod for registreringen. Og registreringen betyder, at spansk politi begynder at efterforske Ahmed Samsam, efter han er rejst ind over grænsen.
I bevismaterialet fra den spanske retssag står der, at noget af det første, som spansk politi gør, er at indhente "efterretninger via det internationale samarbejde".
Det sker med et mål om at finde ud af, om Ahmed Samsam har en forhistorie i forbindelse med aktiviteter i relation til terror.
Politiet synes, at Samsam-brødrene og deres venner opfører sig mistænkeligt. De skifter hotel, ryger hash og virker interesserede i våben. Det fører til en anholdelse den 30. juni 2017.
- Da jeg bliver anholdt, smiler jeg og griner lidt af det. Jeg tænker, at det er overstået inden for et par dage. Derfra bliver det hele surrealistisk, siger Ahmed Samsam.
For på Ahmed Samsams telefon finder spansk politi senere krigerbilleder af Ahmed Samsam og hans gruppe fra Syrien og propaganda fra Islamisk Stat.
Ahmed Samsam siger, at han til sin afhøring fortæller spanske myndigheder, at han har arbejdet for de danske tjenester.
Men kilder fortæller til DR, at PET ikke officielt bekræfter over for spansk politi, at Ahmed Samsam havde arbejdet for dem i Syrien – selvom spansk politi henvender sig flere gange.
PET udleverer heller ikke noget materiale eller rapporter til spansk politi om deres syn på Ahmed Samsams rejser, og om hvorfor man aldrig har rejst tiltale mod ham i Danmark.
Kun den spanske efterretningstjeneste CNI bliver ifølge DR’s oplysninger orienteret hemmeligt om Ahmed Samsams arbejde for Danmark på møder i sommeren 2018.
På det tidspunkt er der rejst tiltale i terrorsagen. Derfor er det ifølge CNI for sent at gøre noget.
Ahmed Samsam får samtidig ikke lov til at præsentere oplysninger fra Danmark i retssagen i Spanien, hvor han blev kendt skyldig i at have tilsluttet sig terrorgruppen Islamisk Stat og idømt otte års fængsel.
10.000 i hånden
Efter tre et halvt år i flere spanske fængsler bliver Ahmed Samsam i december 2020 overflyttet til afsoning i Danmark.
Det er her, han ifølge kilder under sin ankomst i lufthavnen i Kastrup bliver mødt af medarbejdere fra Forsvarets Efterretningstjeneste.
Siden besøger repræsentanter fra efterretningstjenesterne ifølge DR’s oplysninger Ahmed Samsam i fængslet. Efter overflytningen til et dansk fængsel tror Ahmed Samsam, at han snart er på vej ud i friheden.
Men det trækker ud.
Flere kilder bekræfter over for DR, at der i mere end et år er dialog mellem efterretningstjenesterne og Ahmed Samsams advokat om en mulig kompensation.
I september 2021 får Ahmed Samsam besøg af to mænd i Enner Mark Fængsel ved Horsens, hvor en af dem ifølge Samsam siger, at han "skal have det godt under din afsoning".
- Så tager han konvolutten frem, og så er der 10.000 i konvolutten i blå sedler. Så det er 500-kronesedler. Dem får jeg dem stukket i hånden.
Ahmed Samsam siger, at de to mænd forklarer, at der er nogle forhindringer, men at de arbejder hårdt på, at han ville komme ud af fængslet. Ahmed Samsam føler, at de er oprigtige.
- Men så derfra har jeg ikke hørt fra dem siden.
At Ahmed Samsam fik overdraget 10.000 kroner i kontanter, fremgår også af et dokument om besøget, som DR har fået aktindsigt i hos Kriminalforsorgen.
Flere kilder har over for DR bekræftet Ahmed Samsams forklaring om, at de to mænd var fra Forsvarets Efterretningstjeneste.
Tavsheden får Ahmed Samsam til sammen med sin advokat at stævne efterretningstjenesterne for at få dem til at erkende, han har arbejdet for dem. Det sker i december sidste år.
- Det er den eneste mulighed, jeg har tilbage. Prøv at forestille jer, hvordan det er at leve som dømt terrorist. Man har ikke nogen fremtid.
Ahmed Samsam kan ikke fremlægge nogen fysiske dokumenter, der direkte beviser hans samarbejde med tjenesterne. Han kender ikke sine kontakters fulde navne og har ingen billeder af dem.
Men DR har talt med en række kilder med nært kendskab til sagen, som bekræfter Ahmed Samsam har udført de opgaver for PET og FE, som han beskriver.
Fordi Ahmed Samsam fået betaling på missioner til Syrien, har han ifølge eksperter arbejdet som civil agent for efterretningstjenesterne.
Berlingske var de første til i en række artikler at afdække sagen.
Fik våbentræning
Det var tilbage i 2012, at Ahmed Samsam første gang blev kontaktet af efterretningstjenesterne.
Tidligere samme år var han på egen hånd rejst til Syrien, forældrenes hjemland, for at tilslutte sig det væbnede oprør mod den syriske leder, Bashar al-Assad.
Da han kom hjem, blev Ahmed Samsam ifølge DR’s oplysninger forsøgt hvervet, mens han afsonede en reststraf på 30 dages fængsel. Han tyggede ifølge eget udsagn på ideen og siger ja til at indsamle informationer til PET om andre danske syrienkrigere under sin næste rejse.
- Hvis de senere vælger at bruge de kompetencer, de har fået i Syrien til at begå noget terror i Danmark, er det ikke noget, jeg går ind for. Derfor sagde jeg ja.
- Jeg har familie, der bruger offentlig transport som kan være et terrormål. Så det kan lige så godt ramme min familie som enhver anden familie, siger Ahmed Samsam.
Han tager i 2013 igen afsted til Syrien, og denne gang får han ifølge DR’s kilder og hans eget udsagn betaling fra PET.
Han fortæller, at betalingen er 20.000 kroner. Et beløb, som også fremgår af dokumenter fra Ahmed Samsams retssag i Spanien. Her er afsenderen en 'Jesper Madsen' med et dansk pasnummer.
Ahmed Samsam bliver efter sin første rejse til Syrien overført fra PET til FE, fortæller kilder til DR. Det samme har Berlingske beskrevet.
Det sker ifølge Ahmed Samsam på et hotelværelse i Nyborg. Her møder han for første gange sine nye kontaktpersoner fra FE.
Når man spørger Ahmed Samsam, hvorfor han som ung mand med kriminalitet på samvittigheden og både venner og fjender i det københavnske bandemiljø i første omgang rejste til Syrien, svarer han, at han gerne ville væk fra sin kriminelle løbebane.
I stedet fandt han ny mening med tilværelsen ved at deltage i kampen mod det syriske styre.
- Min intention var at få fjernet regimet i Syrien og dikatatoren.
Det var offentligt kendt, at Ahmed Samsam tog til Syrien i 2012. Han medvirkede i dette indslag, hvor han fortalte, at han tilsluttede sig gruppen Kataib al-Iman:
DR har set Ahmed Samsams stævning af efterretningstjenesterne. Her fremgår en række detaljer om Ahmed Samsams rejser til Syrien, pengeoverførsler, møder og samtaler, som Ahmed Samsam og hans advokat beder PET og FE bekræfte.
Det er for eksempel detaljer om, at Ahmed Samsam i 2014 skulle have fået træning på et militært øvelsesområde i Nordsjælland, og at han efterfølgende tog mod Syrien i en firhjulstrækker med campingvogn betalt af FE.
Ifølge DR’s oplysninger stopper samarbejdet mellem Ahmed Samsam og FE i 2015, og han rejser ikke til Syrien igen. To år senere anholdes han af spansk politi, og han har siddet i fængsel lige siden.
PET og FE har ingen kommentarer
Ahmed Samsam har i dag et håb om, at han ved at lægge sag an mod efterretningstjenesterne snart kan få renset sit navn og lægge terrordommen bag sig.
- Jeg har stor tiltro til det danske retssystem.
- Det har kostet dyrt. Både økonomisk, og fysisk og emotionelt. Det er et mareridt, der ikke vil ende. Men jeg håber, der sker noget snart.
Sagen er af eksperter blevet kaldt retshistorisk, fordi det er første gang, efterretningstjenesterne er blevet sagsøgt.
- Det er dårlig reklame for dansk efterretningstjeneste, at man efterlader en person til sin egen skæbne, når man ikke hjælper ham, når vedkommende har gjort så meget for sit hjemland, siger Samsam.
Hverken PET eller FE vil kommentere Ahmed Samsams udtalelser eller den stævning, som han har indgivet mod dem.
PET og FE mener ikke, de kan blive pålagt at afgive forklaring i en kommende retssag. De henviser til statens sikkerhed og rigets interesser.
I svarskriftet til stævningen skriver statens advokat, Kammeradvokaten, at den spanske dom er faldet "på baggrund af en meget grundig bevisførelse".
Derfor mener Kammeradvokaten, at efterretningstjenesterne skal frifindes, eller at sagen skal afvises.
Heller ikke Justitsministeriet eller Forsvarsministeriet, som de to efterretningstjenester hører under, ønsker at kommentere sagen eller de oplysninger, Ahmed Samsam kommer med i denne artikel.
Det er uvist, hvornår den civile retssag kommer for retten.
Se hele interviewet med Ahmed Samsam i aften i 21 Søndag på DR1.