Hører du til de danskere, der ikke kan vente med at få et stik med en af de såkaldt skrottede covid-19-vacciner fra AstraZeneca og Johnson & Johnson, så er der snart hjælp på vej.
Fra i dag er det muligt for landets læger at ordinere en af vaccinerne i den frivillige tilvalgsordning til borgere over 18 år.
Men man skal i første omgang ikke ringe til sin egen læge. For de Praktiserende Lægers Organisation (PLO) er imod ordningen.
Således vil Henrik Idriss Kise, formand for PLO Midtjylland og praktiserende læge i Silkeborg Kommune, ikke indstille sine patienter til en vaccination med de to vacciner, der er taget ud af det officielle vaccinationsprogram.
Han mener, at lægerne savner viden for at kunne rådgive deres patienter godt nok.
- Jeg skal kunne læne mig op ad nogle lægefaglige vurderinger, der fortæller mig, hvad det er for nogle patienter, der skal have den ene og den anden (vaccine, red.), og er der forskel på risikoen, om man er mand, kvinde, ung eller gammel, og den viden har vi ikke, siger Henrik Idriss Kise til DR Østjylland.
Privat firma er snart klar
Til gengæld står firmaet Practio snart klar med en løsning, hvor man via en videokonsultation vil kunne få ordineret vaccinen.
- Hos Pratico har vi indtil videre 100 læger, der har vist interesse i at udføre vaccinationerne. Allerede i næste uge forventer vi at kunne levere de første stik, siger læge og medstifter af Practio Jonas Nilsen i en udtalelse.
Firmaet er i forhandlinger med blandt andet Løve Apotek i Aalborg, hvor man gerne vil stå for det praktiske med at give stikket. Det behøver nemlig ikke være en læge, der står for selve vaccinationen.
- Når vi kender konceptet for, hvordan det kan udføres, så har vi en aftale med Practio om, at vi gerne stiller lokaler og kompetent personale til rådighed til udførelse af vaccinationerne, siger apoteker Finn Ossian.
- Vi håber på, at det ikke er uger, det drejer sig om, men dage, siger han.
Andre firmaer afviser at deltage
Endnu er det uvist, om der er andre muligheder for at modtage de vacciner, der er taget ud af det officielle vaccinationsprogram. Hos firmaet Carelink, der blandt andet driver testcentre, og som har adgang til 2.000 læger, har man sagt nej til opgaven.
- Det bliver vanskeligt for os at rekruttere de læger, der vil være en del af det. Vejledningen mangler ganske enkelt nogle retningslinjer om, hvordan den enkelte læge skal rådgive om den her vacciner, siger direktør Brian Rosenberg.
Også hos Danske Lægers Vaccinations Service, der er Danmarks største udbyder af vaccinationer, har man takket nej til opgaven.
- Man har ikke kunnet udpege nogle risikofaktorer for, hvem det er præcist, der får de her bivirkninger. Man har ikke kunnet sige noget specifikt om køn eller alder. Så man kan sige, at alle, der bliver vaccineret, potentielt har en risiko for at få svære bivirkninger, siger cheflægen for selskabet, Carsten Schade Larsen, der også er læge på Aarhus Universitetshospital.
Krav om grundig information
Derfor er det også den enkelte borger, der skal træffe beslutningen om vaccinationen. Og Sundhedsstyrelsen lægger derfor i sin vejledning vægt på, at der informeres så godt som muligt.
- Da vaccinerne i tilvalgsordningen ikke anbefales af Sundhedsstyrelsen, og da de er forbundet med sjældne, men alvorlige bivirkninger, er der særlige krav til, at den indledende samtale med borgeren tages med en læge, som kan give den nødvendige information om vaccinen i tilvalgsordningen og om de særlige forhold, der gælder vedrørende bivirkninger, og om muligheden for at blive vaccineret med andre vacciner, skriver styrelsen i en pressemeddelelse.