Fra Atea til Rigspolitiet: Forstå korruptionssagen på tre minutter

I alt er mere end 40 personer nu involveret i det, som er blevet kaldt danmarkshistoriens største korruptionssag.

Det skandaleramte it-firma Atea har oplyst i en pressemeddelelse, at man har hjulpet politiet i bestikkelsessagen. (Foto: © Thomas Vilhelm, Scanpix)

Den store bestikkelsessag begyndte at rulle tilbage i februar 2015, hvor Region Sjælland sender en enorm it-kontrakt i udbud.

Her kæmper de to it-leverandører Atea og 3A-it, der tæller flere tidligere topfolk i Atea, en kamp om at vinde kontrakten, der løb op i hele 500 millioner kroner over fire år.

Kontrakten blev vundet af 3A-it, hvis tilbud var 20 millioner kroner billigere end Ateas. Den tabende virksomhed klagede dog over afgørelsen, og 5. juni annullerede Region Sjælland udbuddet på grund af nogle ”uhensigtsmæssigheder”.

410.000 kroner for tur til Dubai

Fire dage senere anholdt politiet så 13 personer med sigtelser om bestikkelse for millioner af kroner. Det er foregået både omkring selve udbudsperioden, men også i perioden fra 2007 til 2015.

De mange penge er blevet stillet til rådighed til de offentlige ansatte i regionen og er blevet brugt på rejser – blandt andet er der brugt omkring 410.000 kroner på en forlænget weekendtur til Dubai – og et sponsorat af travbanen i Nykøbing Falster.

Blandt de anholdte var både nuværende og tidligere Atea-medarbejdere, en it-medarbejder fra Region Sjælland samt en ledende medarbejder fra Rigspolitiet, der tidligere arbejdede for regionen.

Baggrunden for politiets aktion var en anmeldelse fra Region Sjællands it-direktør Per Buchwaldt.

Undervejs i sagen fik politiet så øje på de 27 nuværende og tidligere medarbejdere fra diverse offentlige institutioner, som Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, i daglig tale kaldet Bagmandspolitiet, anholdt i går – mere end et år efter sagen begyndte at rulle.

Fik mobiltelefoner og tablets

De ansatte har haft indflydelse på købet af it-udstyr og haft tilknytning til Udenrigsministeriet, Rigspolitiet, Rigsadvokaten, Københavns Kommune, DSB, Kriminalforsorgen og Forsvarets Efterretningstjeneste.

Ifølge Bagmandspolitiet er de 27 personer mistænkt for at have modtaget gaver som mobiltelefoner, tablets og andet elektronisk udstyr.

Derudover bliver tre eller fire personer fra Forsvaret også efterforsket af Forsvarets Auditørkorps.

Dermed er flere end 40 personer nu sigtet i den omfattende bestikkelsessag.

Atea oplyste igår, at selskabet havde hjulpet politiet frem mod de 27 anholdelser.

Ingen af sigtelserne fra sidste sommer har endnu ført til en domfældelse.