Inklusion af elever med særlige behov som autisme og ADHD er flere gange blevet kaldt for en af folkeskolens helt store udfordringer.
Men selv længe før ordet inklusion overhovedet blev brugt, har kommunerne ledt efter måder at få børn med særlige behov ind i folkeskolerne.
Det fortæller Susan Tetler, der er professor ved DPU, Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, og har en særlig viden om specialpædagogik og inklusion.
Herunder kan du tage med DRs arkiv og Susan Tetler tilbage i tiden og finde ud af, hvordan skolerne har grebet opgaven an fra 1950erne og frem til i dag.
50'erne: Troen på, at alle børn kan udvikle sig, vinder frem
I årtierne efter Anden Verdenskrig sker der en ændring i måden, samfundet ser på børn, der mentalt eller fysisk ikke er som flertallet.
Man vil ikke længere "frasortere" elever, blot fordi de er anderledes, forklarer Susan Tetler:
- Hvor man før krigen kaldte dem "u-underviselige" og gemte dem væk på institutioner, begyndte man i stedet at sige, at alle børn kunne udvikle sig og havde ret til at blive undervist.
I slutningen af 1950'erne er der samtidig en lovændring, som medfører, at mange af de små danske landsbyskoler bliver erstattet af større centralskoler med langt flere elever.
Det betyder flere muligheder for at opdele undervisningen, så den passer til forskellige elevgruppers behov, men også et tab af tryghed, forklarer Susan Tetler.
- Det var nogle meget større fællesskaber, børnene flyttede ind i, og dermed var risikoen for at falde igennem også større, siger hun.
60'erne: Integration og tilpasning til normen
Fra 1960'erne og frem begynder tanker om såkaldt integration for alvor at slå rod på skoleområdet
Grundlæggende går det ud på, at børn med særlige behov skal indrette sig efter det store flertal og de normer, der allerede gælder, forklarer Susan Tetler.
Bandt andet er der flere forsøg, hvor grupper af børn fra specialskoler bliver flyttet ud i almindelige klasser, uden at man forsøger at tilpasse undervisningen til deres behov.
- Det var en måske naiv forestilling om, at mennesker, der var anderledes, bare blev integreret helt af sig selv i de "almindelige" miljøer. Og at man her ville have overskud til at byde dem velkommen og tage hånd om dem, siger Susan Tetler.
70'erne: Pædagogiske eksperimenter
Frem til slutningen af 1970'erne går en del børn med psykiske og psykiske handicap stadig på specialskoler under statens særforsorg.
Det er større skoler, der hver især har specialiseret sig i at undervise børn med et bestemt handicap, som for eksempel såkaldt døvblinde eller spastikere.
Strukturen betyder, at mange børn hver eneste dag må transportere sig langt for at komme i skole. Derfor begynder politikerne allerede i slutningen 1960'erne at tale om, at børnene i stedet skal undervises så tæt som muligt på hjemmet.
Eksperimenterne med at integrere børn med særlige behov i det almindelige skolesystem fortsætter derfor op gennem 1970'erne, forklarer Susan Tetler:
- Der begyndte så småt at dukke specialklasser op ude på de lokale skoler. Der blev også lavet såkaldte tvillingeskoler, hvor en specialskole og en almindelig folkeskole lå tæt på hinanden i håb om, at man kunne lave nogle fælles aktiviteter.
80'erne: Særforsorgen nedlægges
I 1980 overtager landets amter og kommuner særforsorgens opgaver.
Det betyder i praksis, at mange af de børn, der tidligere har gået på en af forsorgens specialskoler, nu skal undervises i folkeskole-regi. Nogle i specialklasser, andre i almindelige klasser.
Samtidig begynder skolerne i højere grad at tilpasse sig eleverne med særlige behov. For eksempel skal specialklasserne ikke længere ligge i kælderen eller i et afsides lokale.
- I stedet blev de placeret i et lokale ved siden af andre jævnaldrende børn, og så forsøgte man at lave så mange forskellige aktiviteter, skolefester og hytteture som overhovedet muligt for at undgå, at de skulle føle sig isolerede eller ensomme, siger Susan Tetler.
90'erne: Differentieret undervisning
Allerede i de forrige årtier taler man ifølge Susan Tetler om begreber som undervisningsdifferentiering og "skolen for alle", men i 1993 bliver tankerne gjort konkrete i en ny folkeskolelov.
Her er der særligt fokus på, at folkeskolen skal tilpasse undervisningen til elevernes individuelle forudsætninger og behov.
- Nu var det helt naturligt at sige, at skolen havde ansvaret for at være opmærksom på, at børnene havde forskellige måder at lære på. Det skulle lærerne tage hensyn til, når de planlagde, gennemførte og evaluerede undervisningen, siger hun.
Op gennem 1990'erne blev der også større og større fokus på inklusion internationalt.
I 1994 tiltræder Danmark sammen med 93 andre lande den såkaldte Salamanca-erklæring. En international erklæring om alle børns ret til uddannelse, som slår fast, at alle børn og unge - også dem med særlige behov - skal have adgang til den lokale skole, og at de almene skoler skal kunne tage imod dem gennem en differentieret undervisning.
Målet med erklæringen er, at færre børn og unge bliver udskilt fra det store samfundsfællesskab ved slet ikke at modtage undervisning eller blive placeret i specialtilbud.
Det bliver påpeget, at den almindelige skole er helt central i bekæmpelsen af et opdelt samfund - og med et rettighedsbaseret syn på uddannelse fik den almene folkeskole pligt til i så høj grad som muligt at inkludere mennesker med fysiske og psykiske handicap.
00'erne: Diagnose-eksplosion sender flere i specialtilbud
I første årti af det nye årtusinde sker der en fortsat stigning i antallet af børn, der får diagnoser som ADHD og autisme i Danmark.
Det er elever, som udfordrer lærerne på grund af deres adfærd, og stigningen i antallet af diagnoser sætter et markant aftryk på antallet af børn, der får specialundervisning, siger Susan Tetler:
- Diagnoserne legitimerede på en eller anden måde, at de her børn krævede en særlig indsats, og at man blev nødt til at placere dem i nogle særlige foranstaltninger som for eksempel specialklasser.
I 2009 tager Danmark endnu et politisk skridt for inklusion, da politikerne godkender en FN-konvention og dermed forpligter sig til at "sikre et inkluderende uddannelsessystem på alle niveauer, der blandt andet tager sigte på, at personer med handicap får den nødvendige støtte i det almindelige uddannelsessystem."
10'erne: Flere børn i normalklasser
Det er en øjenåbner for mange, da en rapport i slutningen af 00'erne viser, at 30 procent af folkeskolens budget går til specialundervisning, forklarer Susan Tetler.
- Der blev sat spørgsmålstegn ved, hvad man fik ud af pengene, og om man i stedet kunne sende nogle af dem tilbage til de almindelige skoler, så de var bedre klædt på til at rumme de børn, som var placeret i de specialpædagogiske foranstaltninger, siger hun.
Inklusionsloven fra 2012 er et udtryk for, at politikerne ønsker at knække kurven, mener Susan Tetler.
Den nye lov medfører, at specialpædagogisk støtte kun omfatter støtte til elever i specialklasser og specialskoler samt støtte til elever, hvor undervisning i den almindelige klasse kun kan gennemføres med støtte i mindst ni klokketimer ugentligt.
Samtidig skal den nye lov sikre, at færre børn særlige behov bliver isoleret i specialskoler og specialklasser væk fra kammerater, der får almindelige undervisning.
I 2012 sætter den daværende S-R-SF-regering og (KL) Kommunernes Landsforening sig et mål om, at 96 procent af alle elever i 2015 skal modtage almindelig undervisning. Et måltal V-regeringen går væk fra igen i 2016.
- Noget af det, som man måske kan være i tvivl om, er, om det er en god ide at flytte børn fra specialskoler tilbage i folkeskolen, hvor de måske tidligere har følt nederlag, siger Susan Tetler.
Susan Tetler spår, at fremtidens inklusion generelt kommer til at handle mere om kompromiser end om måltal.
- Der er ingen tvivl om, at den grundlæggende ide om at inkludere børn med særlige behov i folkeskolen bliver ved med at være der. Men man vil ikke være så rigid, så man siger, at det skal alle børn med djævlens vold og magt.
I 2017 viser tal fra Undervisningsministeriet, at godt 4.000 færre børn modtog specialundervisning i skoleåret 2016/2017 sammen lignet med skoleåret 2011/2012.
Interviewet med Susan Tetler er foretaget i 2016, hvor artiklen første gang er udgivet. Artiklen er opdateret i november 2017.