Covid-19 skal fra 10. september ikke længere betragtes som en samfundskritisk sygdom i Danmark.
Det har regeringen besluttet, skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.
Samme dato bliver dermed enden på 18 måneder med coronarestriktioner i Danmark. Samtidig vil de automatiske sognenedlukninger også være fortid.
De første blev indført på pressemødet den 11. marts sidste år, som mange danskere nok husker, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede store dele af samfundet ned.
'Rekordhøj' vaccinetilslutning
Beslutningen om, at corona ikke længere skal ses som en samfundskritisk sygdom, skyldes, at vaccinetilslutningen i Danmark er "rekordhøj", og at epidemien er under kontrol, udtaler sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
- Derfor kan vi 10. september droppe nogle af de særregler, vi har været nødt til at indføre i kampen mod covid-19, siger han i meddelelsen.
- Regeringen har lovet ikke at holde på tiltagene længere, end det var nødvendigt, og der er vi nu. Men selvom vi lige nu står et godt sted, så er vi ikke ude af epidemien. Og regeringen vil ikke tøve med hurtigt at sætte ind, hvis pandemien igen truer vigtige funktioner i vores samfund.
Regeringen har rådført sig hos den faglige referencegruppe og på den baggrund taget beslutningen.
Samtidig har regeringen været under politisk pres fra et flertal i Folketinget udenom regeringen, som har ønsket, at corona ikke længere skulle være en samfundskritisk sygdom. Blandt andet for at komme af med de automatiske sognenedlukninger.
- De automatiske nedlukninger er simpelthen overreaktioner. Jeg synes, vi skal afskaffe dem så hurtigt som muligt, for de har nogle meget uheldige konsekvenser for rigtig mange mennesker, sagde Per Larsen, der er sundhedsordfører for De Konservative, til DR Nyheder for tre dage siden.
Farvel til restriktioner
Når covid-19 ikke længere bliver betragtet som en samfundskritisk sygdom, handler det ikke om, hvor sundhedsskadelig den er. For at en sygdom skal kategoriseres som samfundskritisk, skal den blandt andet være til fare for væsentlige funktioner i samfundet - eksempelvis sundhedsvæsnet - og det er det, politikerne vurderer, at covid-19 ikke længere er i Danmark.
Når corona ikke længere bliver kategoriseret som samfundskritisk betyder det, at grundlaget for de særregler, som politikere og myndigheder har indført under pandemien, vil ophøre.
Det betyder også, at de få restriktioner, det var besluttet at bibeholde efter den 10. september, vil blive annulleret.
Det gælder et krav om coronapas ved større arrangementer og i nattelivet, skriver ministeriet. De sidste restriktioner skulle have været gældende indtil 1. oktober.
En række tiltag for at overvåge epidemien vil dog fortsætte, skriver Magnus Heunicke på Twitter.
- Vi fortsætter med en stærk epidemiovervågning, test, sekventering, spildevandstest mm., en effektiv vaccinationsudrulning og en parathed til at sætte ind, skulle det blive nødvendigt, skriver han.
Kategoriseringen af covid-19 som en samfundskritisk sygdom stod til at udløbe 10. september, og man skulle derfor fra politisk side have valgt at forlænge den for at opretholde beføjelser til restriktioner og sognenedlukninger.
Magnus Heunicke skriver på Twitter, at han personligt har "arbejdet frem mod denne dag", og så sender han en tak til alle dem, der har kæmpet mod corona:
- Det er den gode danske epidemihåndtering, der gør det her muligt, og jeg vil sige tak til alle involverede for et gigantisk arbejde.