Forsyningsselskab: Vandforbruget er på det højeste i 10 år

Indtil videre er der i juni blevet pumpet mere vand ud til borgerne i hovedstadsområdet end forventet. I Aarhus og Odense er vandforbruget også højt.

De store havepools og badebassiner er populære i tørken, men kræver meget vand at fylde. (Foto: © Thomas Vilhelm, (c) Ritzau Scanpix)

Badebassin i baghaven og blomstervanding.

Kampen mod heden er sat ind, og haveslangen er kommet på overarbejde.

Hos landets største vandforsyningsselskab, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab (Hofor), leverer de hundredtusindvis kubikmeter vand om dagen til cirka en million kunder.

- Når vi kigger ti år tilbage, så har vi indtil videre i juni 2023 ligget over den prognose, vi har regnet med. Nogle dage har vi ligget over, hvad vi nogensinde har set før, fortæller Anne Scherfig, områdechef for Vand Plan, Hofor.

Se graf for vandforbruget i perioden 31. maj 2023 til 13. juni 2023 herunder - bemærk at den ikke starter ved 0. Den røde graf viser det daglige vandforbrug i perioden. Den sorte er det forventede forbrug for denne tid på året. Den lyserøde og grå viser udsvinget i vandforbruget i perioden 2013-2022.

Selvom tørken spiller en tydelig rolle i det forhøjede vandforbrug, så er forbruget iøjnefaldende, vurderer Anne Scherfig.

- Tørke har der jo også været de sidste ti år. Og der har vi ikke set vandforbruget lige så højt lige så mange dage i træk, som vi gør i år.

Forbruget er højt i Odense

I Odense leverer Vandcenter Syd vand til 179.000 forbrugere, og også her bliver der brugt mere vand end forventet.

- Vandforbruget er højt, i forhold til hvad det plejer at være. Vi mærker helt klart, at det er tørt, og at der er havevandinger og vandbassinopfyldninger, lyder det fra Andreas Bjørn Bassett, driftschef for Vandcenter Syd.

Vandcenter Syd fraråder ikke direkte, at man vander sin plæne, men alligevel opfordrer vandværket til, at man overvejer, hvordan og hvor meget vand man bruger.

- Det er naturligt, at der er øget forbrug i tørken. Man behøver altså ikke vande sin græsplæne – den skal nok komme sig igen.

Hofor anbefaler, at man pakker vandslangen væk og finder vandkanden frem, når der skal vandes blomster. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Selvom der ikke er udsigt til, at der kommer til at mangle drikkevand i Odense, mener driftschef Andreas Bjørn Bassett, at det er sund fornuft at spare på det alligevel.

- Der er noget principielt i, at vand er en knap ressource. Desuden er vi blevet mere pressede over de seneste års mange pesticidfund, som betyder, at vi generelt har en mere sårbar situation, hvor der ikke er helt den samme buffer-kapacitet, som der var for seks-otte år siden, siger han.

Vandcenter Syd skriver på sin hjemmeside, at de på grund af pesticidfund har måtte begrænse eller helt stoppe pumpningen fra flere af deres grundvandsboringer.

Driftschefen mener, det især kan presse mindre vandværker, at forbruget ligger så højt.

Store havepools

Ligesom i Odense formoder Hofor også, at der er et øget antal havevandinger og opfyldning af havepools, og det er især det sidste, Anne Scherfig, områdechef ved Hofor, bider mærke i.

- Vi vil gerne appellere til, at folk ikke fylder de store vandpools op, siger hun.

Hos Aarhus Vand vurderer Rasmus Bærentzen, fagleder for vandproduktion, at det i den grad også er havevandinger og badebassiner, der er de store vandslugere.

Forbruget er nemligt markant højere i parcelhuskvartererne end i de områder af byen, der består af etagebyggeri og industri.

- Selvom vi synes, vi allerede havde travlt i sidste uge, så er det kun intensiveret i denne uge. Hvor vi i sidste uge havde en døgnproduktion på cirka 47.000 kubikmeter, så ligger vi i denne uge på 50.000 kubikmeter, fortæller Rasmus Bærentzen.

Rekorden har de dog ikke helt nået endnu, den ligger på 52.000 kubikmeter vand på et døgn.

Aarhus Vand leverer drikkevand til 270.000 forbrugere.

En gennemsnitsdansker bruger cirka 38 kubikmeter vand om året. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Aarhus løber ikke tør

Ifølge Rasmus Bærentzen skal Aarhus Vand nok følge med efterspørgslen.

- Vi skal levere til det vandforbrug, folk har brug for. Så kan vi komme med anbefalinger til at spare på vandet. Det er op til den enkelte at beslutte, hvordan man vil bruge sine vandforsyninger. Det er jo også det, de betaler for.

Men forsyningsselskabet er mere presset på vand i den nordlige del af byen.

- Der er jo en begrænset vandressource, og der er nogle områder, hvor vi godt kan se, at vi pumper lige op til vores tilladelse. Og så skal vi flytte vand fra den sydlige del af byen, hvor vi har meget vand.

Det kræver meget energi at flytte vandet via vandrør fra den ene ende af byen til den anden. Og i Aarhus kræver det endnu mere energi, fordi det går gevaldigt op ad bakke fra den sydlige del til den nordlige, så vandet skal løftes op til en zone, der ligger højere.

- Det er ikke lige nu, vi kan gøre en masse for at spare på energien, fordi det råderum har vi slet ikke, lyder det fra Rasmus Bærentzen.

Et minut mindre i bruseren

For at kunne følge med det høje forbrug, har Aarhus Vand sat et par projekter med udskiftning af vandrør på pause.

- Det er for stor en risiko at gå ind i. Vi skal også kunne levere vand, hvis der nu opstår brand et eller andet sted. Det prøver vi jo at ruste os til.

I hovedstadsområdet har Hofor sendt sms'er ud til sine kunder og opfordret til at skrue ned for forbruget.

- Hvis alle vores næsten en million kunder bruger et minut mindre i bruseren, eller en vandkande mindre til krukkerne, så begynder vi altså at komme tilbage til det forventede forbrug. Mere skal der ikke til, fortæller Anne Scherfig.