Forsvarsministeriet: 'Væsentlig mindre' plan for støjplagede F35-naboer i Danmark

I Norge har myndighederne brugt over 1 milliard kroner på at bekæmpe sundhedsfarlig kampflystøj.

I Norge har myndighederne brugt over en milliard kroner på at støjsikre naboerne mod F35. En tilsvarende støjsikring i Danmark bliver 'væsentligt mindre', oplyser Forsvarsministeriet. (Foto: © Torbjørn Kjosvold / Forsvaret)

I Norge er støjen fra F35-kampflyene et dyrt bekendtskab.

I Ørland Kommune, hvor F35-basen ligger, bruger myndighederne rigtig mange penge for at skåne naboerne fra støjen og sundhedsfaren. Faktisk bruger de, hvad der svarer til 220.000 kroner på hver eneste indbygger i kommunen.

Noget lignende kommer ikke til at ske i Danmark, hvor de topmoderne kampfly fra 2023 skal gå i luften fra Skrydstrup i Haderslev Kommune.

Så tydelig er meldingen fra Forsvarsministeriet, der arbejder på en model for, hvordan naboerne til 'Fighter Wing Skrydstrup' skal støjkompenseres.

- Det er min klare forventning, at den kompensationsmodel, vi taler om i Danmark, er væsentligt mindre, siger koncernstyringsdirektør Per Pugholm Olsen fra Forsvarsministeriet.

Støjtiltag for mere end 1 milliard kroner

De første F35-kampfly ankom til Norge i 2017. Ved kampflybasen Ørland, der ligger i en mindre landkommune et par timer fra Trondhjem, har støjen fra jetjagernes Pratt & Whitney-motorer medført store forandringer.

Som 21 Søndag i går kunne fortælle, er mere end 100 boliger blevet opkøbt, mens 800 andre bliver støjisoleret. Ifølge norske myndigheder er det fordi, det er sundhedsfarligt at opholde sig længere tid i et område, hvor det støjer så meget, som F35-kampflyene er i stand til. Projektet løber op i mere end 1,1 milliard kroner.

Minister afviser interview

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) ønsker ikke at stille op til interview om omfanget af det kommende danske støjprojekt. I stedet forklarer koncernstyringsdirektøren, at den danske model, som der fortsat arbejdes på, bliver mindre end den norske.

- Der er en væsentlig forskel imellem de norske forhold og de danske forhold. Det er sådan, at Norge fordobler antallet af kampfly på den pågældende base, mens vi reducerer antallet af kampfly i Skrydstrup. Så man kan ikke sige, at det bliver fuldstændig sammenligneligt, siger Per Pugholm Olsen.

Både opkøb og isolering i Danmark

Kan du forstå, hvis man bor i Skrydstrup og ikke kan forstå, at I ikke vil gøre det på samme måde som i Norge?

- Vi vil ikke gøre det præcis som i Norge. Men på baggrund af de beregninger, vi laver, vil vi fremlægge et forslag til en kompensationsmodel, som vi forventer vil omfatte både tilbud om frivilligt opkøb til de mest belastede samt en model for støjsikring. Men hvor mange det omfatter, ved jeg ikke endnu, siger koncernstyringsdirektør Per Pugholm Olsen.

Hvordan kan det være, når der er tale om fuldstændig samme type fly?

- Det er korrekt, at det enkelte fly er det samme. Men antallet af fly er væsentligt forskelligt (Fra Norge til Danmark, red.), forklarer Per Pugholm Olsen.

De første F35-kampfly med danske kokarder på vingerne lander efter planen i Skrydstrup i 2023.