Forsvaret køber 'falsk' F-35 af plastik og glasfiber til fem millioner kroner

Amerikanske sikkerhedskrav betyder, at almindelige danskere aldrig kommer tæt på nye F-35-kampfly

For at kunne vise en F-35 til danskerne, har det været nødvendigt at købe en kopi som denne til fem millioner kroner. De rigtige fly må nemlig ikke blive vist frem, siger USA. (Foto: © Handout fra FMI)

Det er de færreste danskere, der nogensinde får lov at komme i nærheden af Forsvarets nye F-35-kampfly.

Strenge sikkerhedskrav dikterer nemlig, at flyene skal forblive bag lås og slå. Langt fra nysgerrige øjne, mobiltelefoner og anden elektronik, der kan medvirke til at aflure flyets højteknologiske hemmeligheder.

Som køber af det amerikanske kampfly er Danmark nemlig forpligtet til at overholde en række skrappe amerikanske sikkerhedskrav, som DR tidligere har beskrevet.

Derfor har Forsvarsministeriets Materiel og Indkøbsstyrelse (FMI) købt en kopi i plastic og glasfiber til fem millioner kroner, der gerne må vises frem.

- Sikkerheden bliver omfattende. Også meget mere, end vi har været vant til med F-16. Det bliver meget vanskeligt at vise vores fly frem for offentligheden og tage offentligheden med ind i de bygninger, hvor kampflyene er, siger oberstløjtnant Casper Børge Nielsen fra FMI.

- Af den årsag har vi anskaffet en model af flyet, som bliver meget virkelighedstro og på den måde kan vi vise folk, hvordan flyet ser ud, siger han.

I billedserien her kan du se, hvordan F-35-kopien af glasfiber bliver lavet:

  • (Foto: © EDM via FMI)
  • (Foto: © EDM via FMI)
  • (Foto: © EDM via FMI)
  • (Foto: © EDM via FMI)
  • (Foto: © EDM via FMI)
  • (Foto: © EDM via FMI)
1 / 6

Casper Børge Nielsen fortæller, at hverdagen med F-35 bliver meget anderledes, end hvad Forsvaret og danskerne har været vant til med F-16. Det skyldes de amerikanske sikkerhedskrav.

- I dag kan vi tage folk med ud og vise et F-16-fly. Det bliver mere vanskeligt med F-35. Derfor har vi købt en model, som vi kan vise frem.

Skal beskytte hemmeligheder

Sikkerheden skyldes, at F-35'erne indeholder ny teknologi, hvis hemmeligheder ikke må kunne spioneres eller kopieres af fjendtlige stater.

Ifølge en selvstændig forsvarsanalytiker, der selv har en fortid i Flyvevåbnet, er F-35-projektets sikkerhedskrav de strengeste i Forsvarets historie.

- Ingen må lure, hvilke systemer flyet har under overfladen. F-35 samler og præsenterer et hidtil uset billede af omgivelserne for piloten. Hvad piloten kan se - og er i stand til - vil USA ikke have, at modstanderne ved ret meget om, siger Hans Peter Michaelsen.

De strenge sikkerhedskrav omfatter også Flyvestation Skrydstrup ved Vojens i Jylland, hvor F-35'ernes nye hjemsted er ved at blive bygget.

DR Nyheder har tidligere beskrevet, hvordan sikkerhedskravene var medvirkende til at udløse en ekstraregning på knap 50 millioner kroner i sommeren 2020.

- Der er krav om et højt sikringsniveau, som betyder, at byggepladserne skal håndteres på en måde, der overstiger det hidtidige, kendte niveau, lød forklaringen dengang.

I dag ønsker den ansvarlige myndighed ikke at svare på, hvordan regningen for de amerikanske sikkerhedskrav nu ser ud.

- Den konkrete, økonomiske påvirkning på den samlede pris kan ikke oplyses af sikkerhedsmæssige årsager, skriver Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse i en skriftlig kommentar.

'Det er et vilkår'

Det er primært for at kunne tiltrække nye ansøgere til Flyvevåbnet, at indkøbsstyrelsen har brugt 5 millioner kroner på den kunstige F-35, forklarer oberstløjtnant Casper Børge Nielsen.

Hvordan har du det med, at du skal bruge millioner af dit budget, fordi F-35 kommer med amerikanske sikkerhedskrav?

- Det er et vilkår. I dag har vi et udrangeret F-16, som vi kan tage med rundt. I fremtiden får vi, ligesom alle andre og på grund af små årgange, en udfordring med at få nyt personnel og unge mennesker til at søge ind. Til det formål har vi anskaffet en model, så vi har noget, vi kan tage med ud og vise frem.

Byggeriet af det kommende F-35-anlæg er blevet dyrere (Visualisering: Forsvaret)

Nogle tænker måske, at det virker fjollet at betale millioner for en flymodel. Hvad siger du til det?

- I forhold til, at vi skal have F-35 i 30-40 år, så anser vi ikke prisen som dyrt i forhold til, at vi får modellen til rådighed i perioden. Den skal bruges til mange af de samme arrangementer, hvor det i dag ofte er frivillige, der tager den udrangerede F-16 med ud og udstiller, siger Casper Børge Nielsen fra FMI.

Forsvarsordførerne fra Socialdemokratiet, SF, Venstre og Alternativet ønskede ikke at kommentere sagen - de øvrige partiers ordførere vendte ikke tilbage.

Men Liberal Alliance og Dansk Folkeparti gjorde - se hvad de mener herunder:

  • Carsten Bach, forsvarsordfører, Liberal Alliance: - Udgifter til sikkerhed er et grundlæggende vilkår ved at deltage i F-35-projektet. At være F-35-land er godt for dansk sikkerhed samt vores forhold til alliancepartnere USA og Nato. Jeg ved ikke, om 5 millioner kroner er givet godt ud. Men at gøre unge mennesker opmærksom på, at Forsvaret er en højteknologisk og spændende arbejdsplads, synes jeg giver god mening. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)
  • Alex Ahrendtsen, forsvarsordfører, Dansk Folkeparti: - Det er en lille udgift som betaling for, at USA garanterer Danmarks sikkerhed, og at vi får adgang til at købe disse 5. generationsfly. Det har jeg ikke ophævelser over. (Foto: © NILS MEILVANG, Ritzau Scanpix)
1 / 2