Forsvarerne for de tiltalte i Se og Hør-sagen nedlægger påstand om, at specialanklager Morten Frederiksen er inhabil.
Det sker, fordi anklageren tilsyneladende har udleveret bilag til en journalist, der ikke har været dokumenteret i retten.
Advokat Michael Juul Eriksen, der repræsenterer den såkaldte tys-tys-kilde, siger tirsdag i retten, at anklagemyndigheden efter det seneste retsmøde har ladet en journalist afskrive navne fra en liste over 114 kendte, som tys-tys-kilden angiveligt kunne levere oplysninger om.
Advokaten mener ikke, at anklageren ifølge loven må vise et sådant dokument til pressen.
- Vi ser på det med relativ stor alvor. Hvis det var en forsvarer, der havde vist det til en journalist, er vi enige om, at vedkommende ville blive sigtet. Der vil blive nedlagt en påstand om, at anklager Morten Frederiksen er inhabil, siger advokaten.
Listen med 114 navne blev vist frem i retten under det foregående retsmøde, men ikke lang tid nok til, at journalisterne ville være i stand til at notere alle navne ned, lyder det fra forsvarerne.
Efter en kort pause i retten siger retsformand Mette Lyster Knudsen, at forsvarerne må dokumentere omstændighederne omkring klagen for retten, som så kan tage stilling til sagen ved et kommende retsmøde.
/ritzau/