Forsvarer vil have tidligere PET-chef frikendt: Der er ingen konkrete beviser

Forsvarer Lars Kjeldsen mener ikke, at Jakob Scharf har fortalt mere i bogen, end PET selv offentliggør.

Forsvarer Lars Kjeldsen (foto) vil have den tidligere PET-chef Jakob Scharf frikendt i sag om videregivelse af fortrolige oplysninger. (Foto: © NIELS AHLMANN OLESEN, Scanpix)

Der er ingen konkrete beviser i sagen mod Jakob Scharf, og den tidligere PET-chef har aldrig haft til hensigt at bryde sin tavshedspligt.

Det var nogle af hovedpointerne fra forsvarsadvokat Lars Kjeldsen i Københavns Byret i dag.

Her var det hans tur til at forklare retten, hvorfor de skal frifinde Jakob Scharf, der er tiltalt for at tale over sig og videregive fortrolige oplysninger i bogen ”Syv år for PET.”

- Jakob Scharf har ikke videregivet noget som hemmelig kilde. Han har gjort det med navn, og han vidste, at alle citater ville blive kritisk gennemgået, sagde forsvareren.

Anklagemyndigheden kræver Jakob Scharf fængslet i mindst seks måneder, fordi han i 28 passager i bogen fortæller detaljer om personer, operationer og PET’s samarbejdspartnere.

Noget, der ifølge både PET og Anklagemyndigheden er fortroligt. Men det er absurd, mener Lars Kjeldsen.

- Det er som om, at alle informationer, der generer PET, kan være til skade for statens sikkerhed. Hvis nogen har piftet dækkene på PET-chefens bil, så er det et anslag mod Danmark, lød det ironisk fra Lars Kjeldsen.

Ingen konkrete beviser

Ifølge både PET og Anklagemyndigheden har Jakob Scharfs udtalelser skadet efterretningstjenestens arbejde og bragt to enkeltpersoners sikkerhed i fare.

- Men ikke på noget tidspunkt har man været i stand til bare at eksemplificere eller på anden måde konkretisere det. I en straffesag kræves konkrete beviser og konkrete begrundelser, fremførte Lars Kjeldsen.

Han har under hele sagen efterlyst svar fra PET, og han mener slet ikke, at byretten har det fornødne grundlag til at dømme Jakob Scharf.

- PET beder i denne sag retten om - uden prøvelse af konkrete beviser - at lægge PET-chef Finn Borch Andersens vidneudsagn til grund. Det er ikke fair trial, sagde forsvareren.

Under dagens retsmøde gennemgik Lars Kjeldsen alle 28 passager fra bogen, hvor Anklagemyndigheden mener, at Jakob Scharf bryder sin tavshedspligt.

Mange af oplysningerne er offentligt kendt i forvejen, argumenterede Lars Kjeldsen undervejs. Og ved enkelte passager lød det:

- Har de konkret bevist, at oplysningen var fortrolig? Nej. Har de bevist, at Scharf havde forsæt? Nej.

”PET har fortalt flere detaljer end Scharf”

PET’s nuværende chef Finn Borch Andersen har i sagen fortalt, at selv ubetydelige oplysninger eller oplysninger, der har været omtalt i medierne, ikke må videregives af PET’s medarbejdere.

Statens modstandere kan nemlig bruge dem til at sammenstykke et billede af, hvordan PET arbejder.

Men den vurdering stemmer ifølge Lars Kjeldsen ikke overens med lovgivning på området.

- Det er min opfattelse, at Finn Borch Andersen lider af en retsvildfarelse. Man kan ikke sige, at der gælder en absolut tavshedspligt for PET-ansatte, eller at noget er fortroligt, fordi det er fritaget fra aktindsigt.

Samtidig mener Lars Kjeldsen, at PET siger én ting, men gør noget andet.

Efterretningstjenesten har nemlig selv givet detaljer om arbejdsmetoder og samarbejdspartnere i årsrapporter og svar til Folketinget.

- Jakob Scharfs udtalelser om arbejdsmetoder ligger lagt under det niveau, som PET selv har udtalt sig om.

For eksempel skriver PET i 2015 til Folketingets Retsudvalg, at en navngiven politiagent fra Tyskland under klimatopmødet i København kunne bidrage med oplysninger til både PET og tyske myndigheder.

- Her omtaler man ikke alene et samarbejde med tyskerne, men også indholdet af samarbejdet og tilmed en navngiven politiagent.

- Hvis man har en holdning om, at man aldrig udtaler sig om samarbejdspartnere, sådan som det lyder fra PET i dag, så er det her Folketingssvar overraskende, lød det fra Lars Kjeldsen.

I morgen forventes Lars Kjeldsen at afslutte sin procedure. Der forventes dom i sagen i december.