En afsat anklager i en stor hashsag fra Pusher Street på Christiania er mistænkt for at give fortrolige oplysninger til politifolk, som arbejdede som undercover-agenter, og nu kræver forsvarerne, at de ikke føres som vidner.
Hvis de udelukkes, forsvinder vigtige beviser i sagen, hvor 11 er tiltalt.
En af forsvarerne, advokat Kim Bagge, har i Østre Landsret spurgt, om agenterne overhovedet kan føres som vidner, når de af en senioranklager har fået detaljeret vejledning om, hvad de skal forklare i retten.
Affæren har ført til, at Statsadvokaten i København vil have undersøgt, om senioranklageren har overtrådt straffeloven. Hun er blevet meldt til Den Uafhængige Politiklagemyndighed.
I øjeblikket er det vicestatsadvokat Anders Riisager, der fører ordet for anklagemyndigheden i hashsagen, og han antager, at de skal føres som vidner.
Sagen indgår i det store kompleks om hashhandel i Christiania, som politiet døbte "Operation Nordlys". Næsten 80 personer er blevet anklaget og dømt.
De 11 blev fundet skyldige af Københavns Byret i marts 2015. Straffen var på mellem fængsel i fem år og et år og tre måneder. Der blev konfiskeret mere end en million i udbytte fra den organiserede kriminalitet.
/ritzau/