Forsvarer: Nye regler for politiagenter er langt fra nok

Efter skandaleramt hashsag vil Rigsadvokaten lave nye retningslinjer for brugen af politiagenter i retssager.

Når politiet skal have skovlen under storpushere, våbensælgere og andre folk involveret i andre sager om organiseret kriminalitet, bruger de til tider undercover-betjente, der under falsk identitet indhenter informationer i det kriminelle miljø.

Og hvis sagen ender med at komme for retten, kan samme agenter optræde som vidner i retssagen.

Men samtidig kan det ske, at politiagenterne også optræder som efterforskere i sagen, og det kan give problemer.

Det er kommet frem under danmarkshistoriens største sag mod hashsalg i Pusher Street. Her har en anklager sendt mails med spørgsmål og instruktioner til flere politiagenter, inden de skulle vidne i retten.

Nu er anklageren sigtet for at forsøge at påvirke politiagenterne til at afgive falsk forklaring i retten.

Den sag har i dag fået Rigsadvokaten til at varsle nye retningslinjer for brugen af politiagenter i retssager.

Men nye retningslinjer og regler er langt fra nok til at dæmme op for problemet med tæt kontakt mellem Anklagemyndighed og politiagenter.

Det siger advokat Kim Bagge, der er forsvarer i sagen om hashsalg i Pusher Street, som nu er sat på pause på grund af den tætte kontakt mellem anklageren og politiagenterne.

- Det er rigtig udmærket, at Rigsadvokaten har forstået, at der er et generelt problem, og at det her ikke bare er en konkret sag, der har udviklet sig skidt, siger Kim Bagge.

Tæt kontakt er normalt

Det store sagskompleks mod hashsælgere i Pusher Street har fået tilnavnet Nordlys. Operationen startede i 2012, hvor politiets undercover-betjente begyndte at indhente oplysninger om hashsalg på Christiania ved at købe hash og filme det imens.

I foråret 2014 slog politiet til på over 150 adresser og anholdt over 80 personer.

Senere er retssagerne mod de mange tiltalte kørt gennem retssystemet som syv forskellige sager.

Og det er her, det pludselig kom frem i landsretten, at anklageren i en af de syv sager havde haft så tæt kontakt til politividnerne, at det udgjorde et problem. Anklagere må nemlig ikke fortælle vidner for mange detaljer om, hvad der kommer til at ske i retten.

- Den her sag er usædvanlig. Den er meget massiv i den kontakt, der har været mellem anklageren og de helt centrale vidner, siger Kim Bagge.

Men problemerne med tæt kontakt i mails, smiley'er og en jovial tone knytter sig ikke kun til den ene sag, vurderer han.

- Det her er et strukturelt problem. Det her er ikke bare en enkelt anklager, der er gået over stregen, lyder det fra ham.

Derfor kalder han det også en lille smule naivt at tro, at retningslinjer kan afhjælpe problemet med for tæt kontakt mellem anklagere og politiagenter.

- Efter min opfattelse er det store problem i virkeligheden, at vi har anklagere og politifolk, der sidder ved siden af hinanden ude på politigårdene. Vi har en anklager, der møder sine vidner, når han går ned ad gangen for at hente kaffe, eller når han skal ned i kantinen og spise frokost, siger han.

- Det er en smule optimistisk at forestille sig, at det problem kan løse ved, at man skriver nogle retningslinjer, tilføjer han.

Politi og anklagere bør skilles ad

Anklagere og politi burde flytte under hver sit tag, lyder det.

- Man bliver som minimum nødt til at adskille anklagerne og politiet fra hinanden, så de sidder fysisk forskellige steder. Optimalt set burde man nok lave en organisatorisk ændring, så de simpelthen ikke er en del af den samme organisation, siger Kim Bagge.

Det er Den Uafhængige Politiklagemyndighed, der har efterforsket sagen om strafbar påvirkning af politividner og sigtet to anklagere i både Nordlyskomplekset og udløbersager deraf.

Begge er sigtet for tjenestemisbrug. Den ene er derudover sigtet forsøg på at få politiagenter til at afgive falsk forklaring i retten, mens den anden er sigtet for pligtforsømmelse.

Nu skal Statsadvokaten afgøre, om de to anklagere skal tiltales i sagen.

Samtidig skal det afklares, om Anklagemyndigheden må bruge de tre politiagenter, som skulle optræde i den ene hashsag, som fortsat er på vej gennem landsretten, men sat på pause på grund af problemerne.

Og når det er sket, venter forsvarer Kim Bagge, at det skal afklares, om hele sagen skal gå om ved byretten.

- Det er en helt uholdbar situation, vi er endt i, hvor vi har en sag, der har stået stille i over et år, siger han.