Forsvarer i dronesag: Min klient nægter sig skyldig

Forsvarer Michael Juul Eriksen kan ikke udtale sig om detaljer i dronesag.

Forsvarsadvokaten Michael Juul Eriksen mener ikke, at potentielle vidner i en straffesag skal gå i medierne, før sagen er kørt i retten. (Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix) (Foto: © Tariq Mikkel Khan, Scanpix)

Sagen om et formodet netværk, der ifølge politiet har købt dronedele med henblik på at terrororganisationen Islamisk Stat skulle bruge dem til terror, kører for lukkede døre i Københavns Byret.

Det afskærer de sigtedes forsvarsadvokater fra at kommentere på nye oplysninger om hvordan politiet har efterforsket sagen. Oplysninger, som DR Nyheder har afsløret.

- Min klient nægter sig skyldig og har gjort det fra dag et, siger Michael Juul Eriksen.

Hans klient, en 30-årig mand, har siden september 2017 siddet varetægtsfængslet og sigtet for medvirken til forsøg på terror.

Dronesælgere hjalp PET

Politiet mener, at den 30-årige mand er en del af et større netværk i Danmark og i udlandet, som gennem en længere årrække har købt droneudstyr til Islamisk Stat.

To ejere af en dronebutik har fortalt til DR Nyheder, at de gennem et år samarbejdede med PET i forbindelse med politiets efterforskning af sagen. Den 30-årige mand var kunde i dronebutikken, hvor han flere gange købte dronedele.

De to ejere videregav løbende fakturaer og overvågningsbilleder til PET, mens efterforskningen stod på.

Men detaljerne kan Michael Juul Eriksen med henvisning til de lukkede døre ikke kommentere.

- Hele sagen kører for lukkede døre, så jeg kan ikke sige noget. Jeg synes personligt, at hvis man er vidne i en sag, så bør man ikke stille sig frem og fortælle hele sin historie offentligt, men gøre det i retten, hvor man kan afhøres af både forsvarer og anklager. Der er en disharmoni i, at den fængslede ikke kan kommentere det, siger Michael Juul Eriksen.

De to dronesælgere må formodes at skulle føres som vidner i en eventuel retssag, hvis Anklagemyndigheden vælger at rejse tiltale i sagen.

14 måneder i varetægt

Foruden Michael Juul Eriksens klient er yderligere fem personer sigtet i sagen, og Michael Juul Eriksen henviser til, at hans klient har siddet varetægtsfængslet usædvanligt længe uden endnu at være tiltalt.

- En varetægtsfængsling, der er så lang, er virkelig noget, der kan mærkes for min klient. Vi håber, at sagen meget snart kan komme for retten, siger Michael Juul Eriksen.